Lokalt

3-årig faldt i vandet, uden pædagoger så det - reddet af tjener

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

En tjener på en café reagerede lynhurtigt, da en knap fire år gammel dreng i går faldt i vandet, uden at pædagogerne opdagede noget.

Det kunne være gået forfærdeligt galt.

Men takket være en lynhurtig tjener på en café endte det heldigvis godt, da en lille gruppe drenge fra daginstitutionen Børnehuset 8-tallet i København kom på afveje, og en af dem faldt i en dyb sø.

Institutionen ligger i Bjarke Ingels-byggeriet 8-Tallet, og bygningen ligger ud til en kunstig sø, som afgrænser området mod Kalvebod Fælled.

Onsdag eftermiddag smuttede en lille gruppe drenge væk fra pædagogerne, som intet opdagede, da en 3-årig dreng pludselig faldt i søen, der er så dyb, at børn ikke kan bunde.

En tjener på Café 8-tallet, der også holder til i bygningen, reagerede hurtigt og fik det våde barn op igen. Folk, der så episoden, begyndte at skrive om det på Ørestads Facebook-side, og opslaget har kastet mange reaktioner af sig.

Rystet mor

I dag er Julians mor stadig rystet.

I starten kunne vi slet ikke fatte, hvad det var, der var sket

Katla Víkingsdóttir, mor

- Jeg blev ringet op af en pædagog fra børnehaven, og jeg kunne høre, at det var alvorligt, selvom der ikke var sket vores søn noget alvorligt. Som jeg forstår det, så var der en af de andre drenge, der skubbede ham i, så det var meget heldigt, at tjeneren så det, fortæller Katla Víkingsdóttir, der er mor til den knap fire år gamle dreng.

Hun understreger, at han har det godt, men for en sikkerheds skyld tager de ham alligevel til et lægetjek i dag.

- For os var det frygteligt. I starten kunne vi slet ikke fatte, hvad det var, der var sket. Og når jeg læser om det i opslaget på Facebook, så er pædagogernes reaktion måske ikke lige det, man forventer, siger hun.

Nu skal Julian begynde i en ny daginstitution.

- Vi har lige fået at vide, at vi kan få en ny plads. Og indtil vi har den, holder vi ham hjemme, for han skal ikke tilbage til børnehaven. Jeg har mistet tilliden, siger hun.

Tjener sprang i vandet

Takket være en meget hurtig og opmærksom tjener på Café 8-tallet er drengen i god behold trods den voldsomme forskrækkelse. Tjeneren hedder Sophie Olsen og har i halvandet år arbejdet på cafeen, der har en god udsigt ud over vandet og Fælleden på den anden side.

- Børnene er der flere gange om ugen og har gule veste på. De plejer at være, hvor der er nogle træer og træstubbe. Derfra er der ikke frit udsyn til vandet. Men så så jeg, at der kom fire-fem børn hen og stod ved vandkanten. De stod og kiggede ned på fiskene. Jeg tænkte på, hvornår der mon kom en pædagog, men jeg gjorde ikke noget, for jeg kan jo ikke lige se, hvem der er pædagoger, og hvem der er cafégæster, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Jeg så, at hans hoved forsvandt under vandet

Sophie Olsen, tjener, Cafe 8tallet

Men hun blev ved med at holde øje med børnene, og det kunne hun, fordi hun på det tidspunkt heldigvis ikke havde så travlt med dagens arbejde.

- Og så var der et af børnene, der skubbede en af de andre i vandet. Jeg tænkte "fuck", kan han nu svømme - og videre, at selvfølgelig kan han ikke det. Og jeg så, at hans hoved forsvandt under vandet, fortæller Sophie Olsen.

Der sidder en stige på kanten af søen, og den smuttede hun ned af og ud i vandet med forklæde og alt tøjet på.

- Heldigvis kunne jeg lige akkurat bunde. Jeg fik fat i drengen og fik ham op over vandet. Han var ked af det, og da han sagde, "jeg er helt våd", så blev jeg lettet over, at han ikke havde det værre. Jeg kom hen til stigen med ham og rakte ham op - og så var der en af cafegæsterne, der tog imod ham, fortæller hun.

Derefter kravlede den dyngvåde Sophie Olsen selv op - og blev mødt af klapsalver fra cafégæsterne.

Forkert måde at håndtere det på

En af dem, der så drengen falde i vandet, er Kennet Gøtterup, der arbejder som personlig træner. Han var i gang med at træne lige ved siden af Café 8tallet.

- Vi møder tit børn, der er på tur der og på Fælleden. De har altid gule veste på, så de er lette at kende. I går, da vi trænede, så jeg så fire drenge, der gik rundt ved kanten til vandet, og jeg tænkte, at der helt sikker var nogle pædagoger, der holdt øje med dem. Så nåede de hen til cafeen, og der er kanten ud mod vandet smallere. Og så ved jeg ikke, om drengen fik øje på en fisk, eller hvad der skete, men han røg i, fortæller han til TV 2 LORRY.

Og selvom Kennet Gøtterup straks løb hen mod stedet, så var Sophie Olsen allerede i gang med redningsaktionen og fik drengen op.

Det er en fuldstændig vanvittig måde at håndtere det på

Kennet Gøtterup, øjenvidne

- Der var så en anden gæst, der løb hen til pædagogerne, som stadig ikke havde opdaget noget. En pædagog kom med tilbage, og tog et af børnene i hånden og sagde: "I ved godt, at I ikke må være her!" og vendte så om med børnene. På det tidspunkt er det stadig ikke gået op for pædagogen, at et af børnene rent faktisk var faldet i vandet. Drengen, der er våd, bliver så af en gæst rakt til pædagogen, der bare igen siger: "I må ikke gå væk", fortæller Kennet Gøtterup.

Kommunen undersøger sagen

TV 2 LORRY har forelagt sagen for Københavns Kommune, der driver Børnehuset 8-tallet. I et skriftligt svar beklager de sagen.

- Hændelsen i går burde ikke kunne have fundet sted. Vi er utroligt kede af det, der er sket, og kan godt forstå, hvis den pågældende dreng og hans forældre er chokerede. Vi er i dialog med forældrene og har tilbudt dem hjælp. Vi er ved at kortlægge hændelsesforløbet, som vi derpå vil følge op på i forhold til mulige konsekvenser. Vi indhenter også oplysninger fra de involverede ansatte fra Café 8-tallet. Den pågældende børnegruppe var på tur, da hændelsen skete, og det er i dag blevet indskærpet over for institutionen, hvilke retningslinjer, der gælder, når man er på tur, hedder det i mailen fra områdechef Svend Alleslev.