Glæde på lille ø over justeret sommerpakke: - Der kom alt for mange turister sidste år
En ny og lidt mere fleksibel sommerpakke end sidste år er i dag blevet præsenteret. På Fur håber de, det kan brede sæsonen mere ud.
Sidste år var gratis færgebilletter til blandt andet Fur så stort et hit, at turisterne nærmest væltede over med færgen, og det var indimellem nærmest umuligt at komme med.
Denne sommer bliver blandt andet færgeoverfarten for gående, cyklister og biler med handicapparkeringskort igen gratis med en ny sommerpakke, som i dag blev forhandlet på plads på Christiansborg. gratisperioden går fra juli til og med september.
Men i modsætning til sidste år må færgeoperatørerne i år selv bestemme, hvilke afgange der skal være gratis, og det vækker glæde på Fur.
- Vi er så glade for, det ikke skal ligge i højsæsonen. Der kom alt for mange turister sidste år, og det kan vi ikke rumme. Vi kan ikke byde folk en dårlig behandling, og at de ikke kan komme ind nogen steder, fordi der er fyldt, siger Anne Marie Mortensen, der er Furbo og overfartsleder på færgen til Fur.
Det var svært at få plads på restauranterne og finde et ledigt sommerhus på Fur sidste år, så på øen er de glade for, at de i år kan brede sæsonen mere ud.
- Det er da godt, at de tænker på os, men vi behøver ikke gratis færge. Der kan godt komme for mange turister, som fylder for meget i forhold til os, som bor her, siger Mathilde Højgaard Mortensen, som bor på Fur.
Længere sæson og hjælp til museer
Også direktøren for Destination Limfjord, som dækker Skive, Struer og Morsø Kommuner, er glad for, at man har tænkt ud over juli.
- Det er dejligt, for der er i forvejen booket i juli. Med det forår, vi har haft, har vi brug for at få et godt efterår, så vi kunne godt ønske os, at det var strukket endnu længere til september og oktober. Så kan alle følge med, og øboerne kan også komme frem og tilbage, siger Kristina Lemann Schjøtt.
Men hun glæder sig over, at et bredt flertal i Folketinget igen har vedtaget en sommerpakke.
- Det betyder, at vi får en dejlig sommer med mange danske gæster. Men der kunne også godt have været tænkt på museerne, som kunne tilbyde halv pris sidste år. De får ikke noget i år, siger hun.
På Fur har de i forvejen gratis færge i september og oktober, og overfartslederen forventer, at de med den nye sommerpakke nok vil forlænge den gratis periode med august også.
Aftale for 1,6 milliarder
Rammen for den nye sommerpakke blev allerede forhandlet på plads i maj, og der er afsat 110 millioner kroner til at gøre indenrigsrejser billigere i sommerperioden, deriblandt færgerejser. Det er væsentligt mindre end de 205 millioner, som regeringen indledningsvis havde foreslået.
Men aftalen, der i alt rummer initiativer for 1,6 milliarder kroner, spænder bredt. Blandt andet er der både hjælp målrettet grøn eksport for erhvervslivet, mens der også er initiativer, der skal gå til både kulturaktiviteter og hjælp til udsatte børn.
Den omfangsrige aftale fik Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen til at kalde aftalen for regeringens "corona-satspulje," da aftalen blev præsenteret.
Du kan få et overblik over aftalen her: