Lokalt

Hvad skal der blive af de nedlagte minkfarme? Østjysk ægtepar har et svar

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

I Randers har de måske fundet et svar på, hvad der skal blive af de nedlagte minkfarme i Danmark.

Hvad skal der blive af de nedlagte minkfarme? Det spørgsmål er blev stillet mange gange, siden alle landets mink blev beordret aflivet i november. Et ægtepar fra Randers har nu muligvis fundet svaret.

Torben Hansen og hans kone købte en nedlagt minkfarm kort før coronanedlukningen i 2020. Han er osteopat og fysioterapeut, men følte, at der manglede noget mere i tilværelsen ved siden af arbejdet hos Movelife.

- Jeg er født og opvokset på landet. Jeg følte, at jeg manglede plads, og jeg manglede at se noget af naturen vokse og gro, siger ejer af Trækronegården, Torben Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Købet af minkfarmen har ifølge Torben Hansen ikke noget at gøre med corona eller aflivning af alle danske mink senere på året. Derimod var det faktisk lidt af en tilfældighed.

- Vi så minkfarmen én gang, inden vi valgte at købe den. Vi havde faktisk ikke rigtig overvejet, hvad vi skulle bruge den til bagefter.

- Vi kom jo egentlig bare ud på minkfarmen, åbnede ind bag betonvæggene, og så alle de huse der lå på rad og række. Så tænkte vi: Vi har fire hektar legeplads, hvad gør vi lige med det?, siger Torben Hansen.

Da de trådte ind i det første minkhus, kom ideen om at omdanne minkfarmen til drivhuse.

- Der var en masse materialer på minkfarmen, som vi kunne genanvende. Vi tænkte, at det må vi kunne bruge til noget, siger Torben Hansen.

Perfekt til et drivhus

18 sektioner af minkfarmen er nu lavet om til drivhuse, hvor der dyrkes grøntsager med mere. Blandt andet de gamle minkbure har vist sig at være perfekte til det nye formål. De kan nemlig bruges som planteborde.

- Vi vil gerne genbruge så meget af materialerne som overhovedet muligt, og så er det fedt at få lov til at se ting vokse, siger ejeren.

Ægteparret besluttede sig tidligt i processen for at bevare så meget af den gamle minkfarm, som overhovedet muligt.

- Vi kan begge to godt lide at genbruge ting, så det var oplagt at genbruge det meste af den nedlagte minkfarm, siger Torben Hansen.

De har blandt andet bevaret minkhusene, tagkonstruktionen og burene. Selv gyllekasserne har fået nyt liv. Nu er de blomsterkasser.

Et samlingspunkt for folk fra byen

Torben Hansen mener, at den nedlagte minkfarm har et stort økonomisk potentiale.

- Potentialet i minkfarmen er, at få det meste af pladsen lejet ud til folk inde fra byen, der ikke har økonomien eller pladsen til at have deres egen have, siger han.

Gårdejeren håber i fremtiden på, at drivhusene kan blive et samlingspunkt for folk fra Randers og omegn.

- Vi vil gerne levere en færdig pakkeløsning, hvor det eneste, kunderne skal gøre, er at komme herud, drikke rosé, og passe deres grøntsager, siger Torben Hansen.

Trækronegården åbner for første gang op for offentligheden 19. juni, når de holder marked. De håber i fremtiden at kunne holde fire markeder om året.