Coronavirus

Billeder fra Brøndby bekymrer eksperter: Kan udløse voldsom smittestigning

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Det er bekymrende, at mange tusinde Brøndby-fans stimler sammen og synger slagsange på vej til fodboldkampen og i høj grad ikke bærer mundbind.

Flere tusinde fans af fodboldklubben Brøndby IF er mandag samlet – helt lovligt, vel at mærke – for at støtte deres fodboldklub før, under og efter den kamp, der med en 2-0-sejr over FC Nordsjælland har sent Superliga-mesterskabet til klubben for første gang i 16 år.

Billeder og videoer fra fanmarchen, kampen og guldfesten dokumenterer højt humør og festlig stemning, men også at en stor del af de mange tusinde fans går og står meget tæt samlet og gjalder slagsange uden at være iført mundbind.

Og det giver anledning til bekymring.

Det påpeger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi og forsker spredning af infektionssygdomme på Roskilde Universitetscenter.

- Det er ikke så smart. Der er grund til, at vi skal prøve at forhindre, at epidemien løber for stærkt på nuværende tidspunkt, siger han til TV 2 Lorry.

- Det havde for det første pyntet med mundbind og lidt bedre afstand. Supersprederbegivenheder er tit, når man synger og råber højt. Så man kan sagtens være bekymret for, om der kommer et supersprederevent ud af det, siger Viggo Andreasen.

Der er ikke krav om, at man skal have mundbind på ved udendørs forsamlinger. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at man bærer mundbind, hvis man deltager i forsamlinger, hvor det kan være svært at holde afstand.

Brøndby IF vinder det danske mesterskab til lyden af øredøvende jubelbrøl fra de næsten 10.000 fremmødte fans.

Fodboldkampe har tidligere spredt smitten

Viggo Andreasen understreger dog, at der ikke nødvendigvis er grund til at tro, at fodboldfesten i Brøndby sporenstregs vil føre til nedlukkede kommuner på stribe langs den københavnske vestegn.

Men begivenheder som dette kan være med til at sende smittetal i vejret på Vestegnen, der over en bred kam i forvejen har højere smittetal end store dele af landet, påpeger lektoren.

- Vi har eksempler på fodboldkampe, der har udløst en voldsom smittestigning som såkaldt supersprederbegivenheder. Så det er ikke grebet helt ud af den blå luft, at lige netop fodboldfans, der står tæt og synger, kan være bekymrende, siger Viggo Andreasen.

Det så man blandt andet i det nordlige Italien i foråret sidste år, hvor en gruppe fans af klubben Atalanta i Bergamo rejste til Milano til en fodboldkamp.

Her menes det, at fodboldfans tog smitte med sig fra Milano til Bergamo, som endte med at blive et af de hårdest ramte steder i Europa.

Også professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er bekymret over de mange mennesker samlet til fodboldfest. Han siger til Ekstra Bladet, at det kan blive en supersprederbegivenhed.

Høje smittetal på Vestegnen

I selve Brøndby Kommune er smitten ikke så høj, at man er tæt på at lukke ned, men i flere af de omkringliggende områder er incidenstallet på et kritisk niveau.

I nabokommunen Vallensbæk er incidenstallet eksempelvis på 289,9, mens det i Ishøj er på 275,6. Også Høje-Taastrup Kommune og Albertslund Kommune har et tal over 200.

Det samme har København, og på Frederiksberg er incidenstallet oppe på 264.

Har en kommune et testkorrigeret incidenstal på 250 smittede per 100.000 borgere, udløser det automatisk en lokal nedlukning for at bremse smitteudviklingen.