Politiet vil bruge 67 fuldtidsstillinger på at sikre udrejsecenter
Regeringen vil kompensere centerets nye naboer, hvis de vil installere ekstra sikkerhed i deres hjem eller butikker.
Et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle på det tidligere asylcenter Holmegaard på Sydlangeland giver Fyns Politi en lang række nye opgaver.
Derfor vurderer Fyns Politi, at de har behov for en saltvandsindsprøjtning i form af 67 nye årsværk, hvilket svarer til den samlede arbejdstid for 67 personers fuldtidsarbejde i et år.
Det er dog endnu for tidligt at sige, hvor mange betjente det konkret vil dreje sig om, men ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet skal 50 årsværk bruges til en styrket politi- og sikkerhedsindsats.
De skal blandt andet være med til at stå for sikkerheden på det nye udrejsecenter og løse opgaver i forbindelse med døgnbemanding og øget patruljering.
- Vi har fået en meget stor og spændende opgave i at skulle stå for den politimæssige indsats i det kommende udrejsecenter Holmegaard på Sydlangeland, siger politidirektør Arne Gram i en pressemeddelelse.
Samtidig vurderer Arne Gram, at man er klar til opgaven, og at langelændernes tryghed og sikkerhed vil have politiets fulde fokus.
- Når centeret åbner, vil Fyns Politi derfor være til stede i et større omfang, end det er tilfældet i dag, siger han.
Beboere dømt for vold, narko og voldtægt
Udrejsecentret skal huse cirka 130 personer, som vil være enlige på tålt ophold og udvisningsdømte.
Den typiske årsag til udvisningerne er domme for vold, narkokriminalitet, voldtægt, røverier eller tyverier. Og blandt dem, der er på tålt ophold, er en "væsentlig del af gruppen" dømt for eksempelvis vold og seksualforbrydelser.
Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en mail til TV 2.
Kriminalforsorgen vil stå for driften af centret, og ifølge Arne Gram vil der derfor være tale om et større samarbejde.
- Den opgave, vi skal i gang med nu, skal vi løfte i tæt samarbejde med Kriminalforsorgen, men også med Langeland Kommune og andre gode samarbejdspartnere. Den indledende dialog vil gå i gang med det samme, siger han.
Borgmester: Det skal laves om
Da S-regeringen og rød blok fik flertallet efter folketingsvalget 2019, skete det med løftet om et nyt udrejsecenter til at erstatte blå bloks planer om et udrejsecenter på øen Lindholm.
Det nye udrejsecenter skal være med til at løse den utryghed og kriminalitet, som naboerne til Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland oplever, ved at overtage en del af beboerne.
Men ifølge Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) betyder det bare, at man "eksporterer problemerne lige ned i et turistområde".
- Vi har virkelig kæmpet for at få den her kommune rejst, og vi er ved at få succes med det. Og så får vi gudhjælpemig sådan et gok i nøden. Det er en forkert beslutning, og det skal laves om, siger han til TV 2.
Udviste kan rejse rundt på Fyn
Ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ville regeringen helst sætte udrejsecenterets kommende beboere "på et fly i morgen" for at få dem ud af landet.
- Men så let er det ikke. Så havde tidligere regeringer løst udfordringen, sagde han på et pressemøde onsdag.
Det skyldes eksempelvis, at danske myndigheder vurderer, at flere af de udvisningsdømte er i fare, hvis de bliver sendt tilbage til hjemlandet.
Men udrejsecentret på Langeland er "ikke et fængsel", og dermed vil de dømte kriminelle på centret kunne rejse rundt på Fyn og øerne, hvis de blot overholder meldepligten.
Derfor forstår ministeren også godt borgmesterens frustration.
- Jeg forstår godt, hvis dem, der bor i Bagenkop, synes, at disse mennesker kommer for tæt på deres liv, siger Mattias Tesfaye.
- Langeland siger nej, kære Tesfaye
Efter planen skal udrejsecentret på Langeland være etableret og i fuld drift inden midten af 2022.
Og ifølge Mattias Tesfaye vil regeringen inden da fremlægge en model for kompensation til erhvervsdrivende og borgere på Langeland, som ønsker at installere ekstra sikkerhed i deres hjem eller butikker.
Men ifølge borgmesteren på Langeland er det langtfra godt nok til centrets kommende naboer.
- Vi ønsker ingen kompensationspulje, for vi vil ikke have et udrejsecenter. Vi er ikke til salg for almisser, og vi vil ikke have det, slår Tonni Hansen fast.
Og ifølge borgmesteren har vrede langelændere derfor taget et nyt slogan til sig:
- Langeland siger nej, kære Tesfaye.
Torsdag eftermiddag er det kommet frem, at et politisk flertal nu vil have planerne om et udrejsecenter på Langeland droppet. Mattias Tesfaye har nu indkaldt partierne til møde i næste uge.