Lokalt

Landsby plages af hensynsløse bilister

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Lørdag aften stak det ifølge en af byens beboere helt af, da mindst 20 bilister dyttede og råbte af en fotovogn udenfor hendes hus.

Beboere langs Houvej i den lille landsby Neder Randlev tæt ved Odder har længe været plaget af hensynsløse bilister.

- Når den mindste skal til skolebussen og over vejen, så kan jeg godt være bekymret for, hvad der kan ske, siger Anita Lindkvist fra Neder Randlev.

Hendes hus ligger klos op ad Houvej, som er centrum for problematikken.

- Der har været mange problemer med, at folk kører virkelig stærkt herude, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet har prioriteret en fotovogn i byen

En problematik som de også er opmærksomme på hos færdselspolitiet, og som i følge dem især skyldes, at Houvej er vejen til Hou Færgehavn, hvor blandt andet tunø- og samsøfærgen sejler fra.

Når folk skal nå en færge, kan de nemlig godt have svært ved at styre trykket på speederen.

- Vi har det sidste år til halvandet været opmærksomme på det. Især over sommeren sidste år, hvor mange tog færgen til Samsø, fordi der var gratis billetter, siger Lars Bisgaard, der er sektionsleder og politikommissær ved færdselspolitiet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Anita Lindkvist håber snart, at folk begynder at køre ordentligt på strækningen.

For at komme problematikken til livs rykker færdselspolitiet derfor af og til en fotovogn til Neder Randlev. En fotovogn, som Anita Lindkvist også selv har kontaktet politiet for at få til byen.

- Normalt når den er her, så kører folk pænt.

- Vi er virkelig glade for, når den er her, for så kan vi snakke i vores have, siger hun.

Men lørdag aften fik hun sig lidt af et chok. Det viste sig nemlig, at heller ikke fotovognen kunne stoppe den hensynsløse kørsel udenfor hendes hus.

- Jeg ved ikke, hvad der gik galt i går. Folk dyttede, gassede op, og jeg hørte folk råbe, at han (fotomanden, red.) var et svin. Det blev nok ved en time, fortæller Anita Lindkvist.

Lørdagens uroligheder skyldes gaderæs

Anita Lindkvist har før set folk køre ind i hendes indkørsel for at brokke sig til operatøren i fotovognen, men lørdag aften var det så voldsomt, at det holdt hendes kæreste og hans søn vågen.

- I går var det helt vanvittigt. Jeg fik simpelthen nok, siger hun.

- Lige pludselig begyndte de bare. Mine hunde reagerer normalt ikke, men de blev meget opmærksomme og skulle se, hvad det var for noget.

- Jeg ved ikke, om der har været noget i Hou, der har været årsag til det, men jeg har ikke oplevet noget lignede før, siger hun.

Det lader det til, at der var.

Lars Bisgaard, der også er vagtchef hos Østjyllands Politi, fortæller, at de lørdag aften fik anmeldelser om gaderæs netop på strækningen mellem Hou og Odder, og dermed også ved fotovognen og Anita Lindkvists hus.

- Det er en folk unge mennesker, som har en passion for biler, og så mødes de. Og de har også været ved Neder Randlev, siger Lars Bisgaard.

Han fortæller, at det er noget, som man allerede er særlig opmærksom på.

- Vi ser det som et problem, fordi det er dødhamrende farligt, og vi gør, hvad vi kan for at sætte ind for det, siger han.

Stop det!

Anita Lindkvist har ovenpå hændelsen lørdag aften lavet et opslag i den lokale Facebookgruppe for at gøre opmærksom på, at det ifølge hende ikke er okay. Hverken at køre hasarderet eller chikanere operatøren i fotovognen.

- Hvad fanden er det for en opførsel? Mindst 20 bilister har dyttet, nogle råber ud af deres bilruder, andre gasser vildt op, så snart de er forbi vognen.

- En ting er, at jeg synes, det er møgirriterende at høre på, en anden ting er, at jeg troede, det krævede, at man bare var en lille smule voksen for at få kørekort, står der blandt andet i opslaget.

Jeg håber, at der bare er et par stykker, der bare tænker sig lidt om nu

Anita Lindkvist, Neder Randlev

Men det stikker dybere for Anita Lindkvist. Problemet er nemlig også, at når fotovognen ikke er der, så fortsætter den, ifølge hende, vanvittige kørsel.

- Jeg havde brug for at komme ud med mine frustrationer om, hvordan folk kører og en ærgerlig opførsel overfor en mand, der passer sit arbejde, siger hun.

Hun håber derfor, at folk fremover vil tænke sig om, når de kører på strækningen.

- Jeg håber, at der bare er et par stykker, der bare tænker sig lidt om nu, siger hun.

Sker ikke ofte

Lars Bisgaard påpeger dog, at operatøren i fotovognen ikke har lidt overlast.

- Det er selvfølgelig ikke i orden, at man laver hjulspin og anden larm op ad en bil fra politiet eller andre biler for den sags skyld. Operatøren oplevede det som ubehageligt, men har ikke lidt overlast.

- Vi har desværre tidligere oplevet, at vores ATK biler (fotovognene, red.) er blevet overfaldet med sten og køller, hvilket vi ser på med stor alvor, siger han.

Lars Bisgaard, sektionsleder og politikommissær ved færdselspolitiet.

Men heldigvis er det ikke noget, de oplever tit.

- Nu har jeg haft ansvaret for sektionen i de sidste fem år, og det er kun ganske få gange, jeg har hørt om det, siger han.