Lokalt

Jens Rohde forsvarer politiker med 99 procent fravær

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Folketingspolitiker Jens Rohde, som indtil for nylig selv var løsgænger, tager Orla Østerby i forsvar.

Orla Østerby, der lige nu er løsgænger i Folketinget, er kommet i modvind på grund af sit fravær i Folketinget. Kritikken er dog helt hen i vejret, hvis man spørger folketingspolitiker Jens Rohde (KD).

- Det er en fuldstændig urimelig og forfejlet kritik af Orla Østerby, siger han.

Man sparker til en mand, der ligger ned, for når du er løsgænger, er der bare ikke ret meget at gøre og gribe i

Jens Rohde (KD), folketingsmedlem

Jens Rohde var selv indtil for nyligt løsgænger. I januar valgte han at forlade Radikale Venstre og var derfor løsgænger indtil april, hvor han blev medlem af Kristendemokraterne. Han kender derfor alt til tilværelsen som løsgænger på Borgen.

- Man sparker til en mand, der ligger ned, for når du er løsgænger, er der bare ikke ret meget at gøre og gribe i. Det er bare den hårde sandhed og hårde virkelighed, når man sidder i Folketinget, siger kristendemokraten.

Orla Østerby genkender ikke kritikken

Hovedpersonen selv ønsker ikke at deltage i et interview med TV MIDTVEST, men Orla Østerby fortæller, at han ikke kan genkende det billede, der tegnes af ham, da han selv mener, at han passer sit arbejde.

Ingen invitationer eller opkald

Fredag bragte B.T. tal, der viste, at Orla Østerby har deltaget i to ud af de sidste 481 afstemninger i folketingssalen. Det svarer til under 1 procent. Samtidig fortæller avisen, at han i perioden ikke har stillet et eneste spørgsmål til en minister, fremsat et beslutningsforslag eller skrevet kronikker og læserbreve.

Jens Rohde mener dog ikke, at man kan bruge tallene til noget som helst.

- Det er helt ude i skoven at kritisere Orla Østerby for ikke at deltage i en hel masse, fordi de muligheder har man bare ikke som løsgænger. Lige så snart du er ude af partifællesskabet, er der ikke nogen, der inviterer dig til nogen forhandlinger, og telefonen ringer ikke.

Man bør derfor ikke måle Orla Østerbys indsats på, hvor mange gange han sidder i folketingssalen og stemmer, eller hvor mange spørgsmål han stiller til ministre, mener Jens Rohde, som selv opholdt sig meget væk fra Borgen i sin egen løsgængerperiode, men som stadig arbejdede med politik.

Man skal lade være med at jagte ham på det her grundlag. Det er ikke i orden. Det er simpelthen useriøst

Jens Rohde (KD), folketingsmedlem

- Man skal lade være med at jagte ham på det her grundlag. Det er ikke i orden. Det er simpelthen useriøst, siger Jens Rohde.

Ud over fraværet i folketingssalen har Orla Østerby også været fraværende til møderne i Europaudvalget, som han er en del af. Her har han deltaget i seks ud af de seneste 24 møder. Heller ikke dette ser Jens Rohde som noget problem.

- Du kan jo altid deltage i møderne og se, hvad det gør af forskel. I Europaudvalget sidder man og giver mandat, men hvis ens mandat jo ikke gør den store forskel, kan det jo godt være, at man kan bruge tiden anderledes, siger Jens Rohde.

Bør man så ikke snarest muligt finde et nyt parti eller give stafetten videre?

- Man skal jo ikke finde et nyt parti, hvis der ikke er et parti, man kan se sig selv i. Man har jo ret til at have sine holdninger, og man er båret ind på sit eget mandat. Et folketingsmandat er et personligt mandat. Det er ikke et partimandat. Grundloven opererer slet ikke med partier, afslutter Jens Rohde.