Lokalt

Gigantisk vandskade rammer 14 etager i Danmarks højeste beboelsesejendom

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Flere hundrede beboere i 29 etager høje hus kunne heller ikke tage elevatoren efter et vandrør sprang.

En større vandskade i højhuset Domus Vista på Frederiksberg har medført skader i lejligheder på 14 ud af højhusets i alt 29 etager.

Det oplyser Thomas Bang-Pedersen, der er chef for Akelius København, som ejer og driver Domus Vista, til TV 2 Lorry.

Indtil videre er der konstateret skader i omkring 75 lejemål i højhuset som følge af vandskaden, der blev opdaget i weekenden, hvor et stort varmtvandsrør sprang i loftet over 16. etage.

- Vandskaden skete søndag morgen cirka klokken 05.36. Vi blev orienteret gennem vores døgnservice, der rykkede ud efter de modtog et opkald klokken 05.55, siger Thomas Bang-Pedersen, der er chef for Akelius’ afdeling i København, til TV 2 Lorry.

- Vi har konstateret skader fra 16. etage til 3. etage, tilføjer han.

Vi har konstateret skader fra 16. etage til 3. etage

Thomas Bang-Pedersen, chef for Akelius København

Vandskaden har medført, at elevatorerne i højhuset i en periode på omkring et døgn var sat ud af drift på grund af vand i de elektriske installationer.

- Hele søndag var elevatorerne ude af drift, men i går lykkedes det at få den ene elevator op at køre. Og sidst på eftermiddagen kom den anden op at køre. Der arbejdes fortsat på højtryk for at få den sidste i gang også, siger Thomas Bang-Pedersen, der kalder skaderne ”ret omfattende”.

Foruden skader i lejligheder og på elevatorer er der også sket skader på højhusets fællesarealer.

Der er opsat affugtere på de berørte steder, og Akelius er fortsat i gang med at fastslå det totale omfang af skaderne.

Derfor er beboerne i ejendommen blevet bedt om at indrapportere skader, så de kan blive dokumenteret og udbedret, forklarer chefen for den danske afdeling.

Her ses vand på gangen på 15. etage. Læg mærke til vandet, der løber ned ad væggene.

Stod i vand til anklerne

Søndag morgen omkring klokken 06.00 hørte 84-årige Jytte Kristensen, at der blev talt på gangen. Hun var allerede oppe og vågen, men da hun hørte mange personer snakke på gangen på 15. etage, hvor hun bor, gik hun ud for at se, hvad der skete.

- Vandet drev ned af væggene. Jeg stod simpelthen i vand til anklerne, siger hun til TV 2 Lorry.

Vandet drev ned af væggene. Jeg stod simpelthen i vand til anklerne

Jytte Kristensen, beboer i Domus Vista

Hun fortæller, at der ikke gik længe, før skadesservice var i gang med at fjerne vandet fra gulvet i gangen, men beboerne fik ingen besked om, hvad der var hændt – og det er ikke ok, mener hun.

- Jeg synes godt, at man kan kræve noget mere information, når sådan noget her sker. Folk var jo hysteriske, for de kunne ikke køre med elevatoren, siger Jytte Kristensen.

- Jeg har fået at vide, at der sad mindst 50 i forhallen og ventede på, at de kunne komme med elevator op. Det skete så ikke. Vi fik først besked om, hvad der var sket søndag aften klokken 20.30, og det er ikke godt nok.

Hun bakkes op af Thomas Kruse Pedersen, der er formand for beboerbestyrelsen i Domus Vista og ligeledes bor i Domus Vista.

Her ses vand på gangen på 15. etage af Domus Vista på Frederiksberg.

Beboere vidste ingenting i et et halvt døgn

Han mener, at det er helt centralt at give beboerne besked hurtigere, når en skade af så store dimensioner rammer et stort lejlighedshus.

- Der går næsten et halvt døgn, hvor ingen får noget at vide. Det er ikke godt nok.

Ifølge beboerformanden har vandskaden påvirket langt størstedelen af beboerne i højhuset. På grund af højhusets 29 etager med lejligheder bruger langt de fleste nemlig elevatorerne til at komme fra stueplan til deres etage.

Nærmest alle bruger elevatorerne, og derfor er det meget skidt, når alle tre elevatorer pludselig ikke virker

Thomas Kruse Pedersen, formand for beboerbestyrelsen

- Nærmest alle bruger elevatorerne, og derfor er det meget skidt, når alle tre elevatorer pludselig ikke virker, siger Thomas Kruse Pedersen.

Han forklarer, at mange af beboerne i Domus Vista er ældre som enten er dårligt gående eller har brug for hjemmehjælp.

Derfor ærgrer beboerformanden sig over, at Akelius, ifølge ham, har været dårlige til at informere beboerne i tilstrækkelig grad om vandskaden og følgevirkningerne, som påvirker alle.

- Det her er et af Danmarks største beboelseshuse. Der er tre elevatorer, som alle er defekte på grund af en vandskade – og så er der ingen information, lyder kritikken.

Vandet løb ned af væggene i højhuset Domus Vista på Frederiksberg.

"Flere hundrede beboere er helt afhængige af elevatoren"

Hos Akelius anerkender man, at kommunikationsopgaven kunne være løftet bedre.

- Vi kan altid blive bedre til at informere. Det lettede ikke opgaven, at skaden opstod søndag morgen i bededagsferien.

- Vi ved godt, at vi har flere hundrede beboere, som er dybt afhængige af elevatorerne, og derfor satte vi også et firma på opgaven med at få dem til at køre igen med det samme, siger Thomas Bang-Pedersen fra Akelius.

Han oplyser desuden, at man nu undersøger, om flere vandrør kan være i fare for at sprænge. Det vides nemlig endnu ikke, hvorfor det store vandrør på 10 gange 10 centimeter sprang.

Der ligger stadigvæk en stor opgave forude, før vi har fået ejendommen op at køre normalt igen

Thomas Bang-Pedersen, chef for Akelius København

Indtil da fortsætter arbejdet med at få repareret og renoveret Domus Vista som følge af vandskaden.

- Der ligger stadigvæk en stor opgave forude, før vi har fået ejendommen op at køre normalt igen, siger Thomas Bang-Pedersen, chef for Akelius København.

Det vides endnu ikke, hvor mange beboere, der skal genhuses som følge af vandskaden, men ifølge Thomas Bang-Pedersen håber man, at de fleste kan blive boende i deres lejligheder.