Lokalt

Her er Danmarks bedste bøfsandwich

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Glædestårer trillede ned ad kinderne på ejeren af Restaurant Panorama Mad & Vin i Silkeborg, da deres bøfsandwich blev kåret som Danmarks bedste.

Der ventede indehaveren af Restaurant Panorama Mad & Vin i Silkeborg noget af en overraskelse i dag.

Vel at mærke af den positive af slags.

Alt imens Jesper Panorama Pedersen gik og kokkerede som vanligt ude i køkkenet, blev han taget på sengen – eller i køkkenet om man vil – af formanden for De Brune Riddere, der står bag kåringen af 'Danmarks Bedste Bøfsandwich.'

Kåringen var så stor en overraskelse, at prisvinderen måtte trille en tåre og fatte sig i korthed.

- Hold nu kæft, mand. Tusind, tusind tak, lød det fra den rørte indehaver af restauranten.

En bøfsandwich er ikke bare en bøfsandwich

Jesper Panorama Pedersen, indehaver af restaurant Panorama Mad & Vin

- Jeg er både rørt og pavestolt. Her på restauranten synes vi, det er uhyggeligt sjovt at lave mad og vil gerne gøre tingene ordenligt.

Men det er jo bare en konkurrence om bøfsandwich?

- Ja, og så alligevel ikke. Der er jo en faglig stolthed forbundet med det. En bøfsandwich er ikke bare en bøfsandwich. Der er så mange elementer, der skal spille sammen. At få tingene til at smage godt i de rigtig mængder er ikke særlig nemt.

Et rørende øjeblik hvor Jesper Panorama Pedersen får overrakt prisen.

Nye mål

Efter selve kåringen var det naturligvis tid til at smage på den nykårede danmarksmester, hvor også journalisten og de fremmødte fra De Brune Riddere fik en bøfsandwich serveret.

- For en kok er en bøfsandwich noget af det sjoveste at lave. Der er både bøf, bolle, løg og sovs, der skal spille sammen, lyder det fra Jesper Panorama Pedersen.

Selvom kåringen som 'Danmarks Bedste Bøfsandwich' måske kan lyde en lille smule overvurderet i nogle folks ører, så tag ikke fejl.

- Jeg vil hellere vinde konkurrencen om den bedste bøfsandwich end blive tildelt en Michelin-stjerne.

Og for at slå det tårnhøje ambitionsniveau fast med syvtommersøm, afslutter dagens prisvinder med ordene:

- Vi tager prisen næste år også. Vi går i hvert fald efter den!

Vindere af 'Danmarks Bedste Bøfsandwich' gennem årene

• 2020: Panorama Mad & Vin, Silkeborg

• 2019: Rasses Skovpølser, Skanderborg

• 2018: Restaurant Kohalen, Aarhus

• 2017: Rasses Skovpølser, Skanderborg

• 2016: Grisen, Nørrebro, København

• 2015: Grisen, Nørrebro, København

• 2014: Havnens Perle, Aarhus

• 2013: Restaurant Vestre Baadelaug, Aalborg

• 2012: Havnens Perle, Aarhus