Lokalt

SF vil forbyde rygning på flere københavnske strande

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Børn og unge skal kunne færdes på strande uden at blive generet af røg, mener partiet.

SF i København vil nu forbyde rygning på flere strande i Københavns Kommune - ligesom der i dag er forbud mod tobaksrygning på byens offentlige legepladser.

Strandene, der er tale om, er nærmere bestemt Amager Strandpark, Svanemøllen Strand og den kommende Valby Strand, som åbner til sommer.

Og det giver god mening, lyder det fra Klaus Mygind, der er gruppeformand for SF:

- Rygning er som bekendt en af de største dræbere i vores samfund, og vi har en vision om, at børn og unge skal kunne færdes uden at blive generet af røg. Og strandene er jo et af de steder, hvor især børnefamilier kommer meget - og de er der i lang tid - og så synes vi faktisk, det er oplagt, at vi gør det til et røgfrit område, siger Klaus Mygind.

Helt konkret skal der opsættes en række skilte, samt ekstra affaldskurve med askebægre ved indgangen til strandene. Derudover skal der etableres rygezoner.

- Vi skal starte med at sige, hvis man er på stranden, og man er ryger, så skal der være mulighed for at ryge et andet sted. Og så bliver der afgrænsede områder til askebægre, siger Klaus Mygind.

Det er ikke første gang, at et forslag om røgfri strande skal diskuteres i Københavns Kommune.

I sommeren 2020 var det sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) der lancerede et forslag i Borgerrepræsentationen på Rådhuset om at gøre de københavnske strande fri for røg.

Danmark fik sidste sommer sin første røgfri strand, da en del af stranden i Tisvildeleje blev erklæret røgfri.

Tenik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslaget mandag.