Lokalt

9000 taget i fartkontrol i påsken

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Knap 500 blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, mens 9.000 kørte for stærkt, viser politiets tal efter landsdækkende påskekontrol.

Flere bilister blev sigtet for at køre bil i påvirket tilstand i påsken end den tilsvarende periode sidste år.

Det oplyser Rigspolitiet på baggrund af en landsdækkende hastigheds- og spirituskontrol, som blev gennemført fra den 26. marts til den 5. april.

I den periode sigtede politiet 483 bilister for kørsel med enten spiritus eller narko i blodet. Sidste år var tallet 469.

Derudover blev 9.082 sigtet for at køre for stærkt. Det er dog noget mindre end i påsken sidste år, hvor sigtelsestallet lød på 11.439.

- Igen i år har påsken har været speciel på grund af corona-restriktionerne, og det har været tydeligt, at mange har afholdt sig fra at bevæge sig ud på vejene i deres køretøjer, men det har ikke ændret på politiets indsats.

- Mange trafikanter har måske været overrasket over politiets tilstedeværelse i trafikken, og alt for mange har betragtet de mindre befærdede veje som en god mulighed for at bryde færdselsloven, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

Udover de 483 sigtede skete der 44 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken, og ni ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.

- Vi ser et højt antal hastighedsovertrædelser holdt op mod den lave trafikintensitet, og nogle af hastighedsovertrædelserne har været ekstremt høje, hvilket er uacceptabelt.