Lokalt

Mistanke om millionsvindel i boligforening med dyre vine og restaurantbesøg

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Aarhus Kommune melder flere medarbejdere i Østjysk Bolig til politiet for bedrageri.

Medarbejdere i den almene boligforening Østjysk Bolig kan have svindlet for mellem 15 og 20 millioner kroner.

Sådan lyder vurderingen i en ny advokatundersøgelse, som Aarhus Kommune har fået lavet, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ifølge kommunen har advokatundersøgelsen afdækket mistænkelige forhold i boligforeningen, der omfatter:

  • Kontantoverførsler til uvedkommende private bankkonti for samlet 9,3 millioner kroner.
  • Privatlignende udgifter til for eksempel restaurationer og dyre vine afholdt for boligforeningens regning for 2,2 millioner kroner.
  • Private udgifter skjult i boligforeningens byggeregnskaber for 1 million kroner.
  • Mistænkelige indbetalinger fra en storleverandør på 7,4 millioner kroner, som blandt andet er gået til at balancere diverse konti i Østjysk Bolig, der var benyttet til at dække private udgifter.

- I alt 19,9 millioner kroner, hvoraf nogle af beløbene kan dække over de samme transaktioner. Derfor er det samlede beløb skønsmæssigt opgjort til mellem 15 og 20 millioner kroner, skriver kommunen.

Direktør politianmeldt for private indkøb

Aarhus Kommune har tirsdag overdraget undersøgelsen til Østjyllands Politi og altså politianmeldt flere medarbejdere.

Det er kommunen, der fører tilsyn med boligforeningen, og sagen er en udløber af, at Aarhus Kommune tilbage i oktober 2020 meldte direktøren for boligforeningen til politiet for mandatsvig.

På daværende tidspunkt havde kommunens tilsyn kendskab til sager, hvor direktøren uretmæssigt kan have foretaget private indkøb på beboernes regning for mere end 370.000 kroner.

Rystet rådmand

Bünyamin Simsek (V) er som rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune ansvarlig for tilsynet med de almene boligforeninger, og han er alarmeret over indholdet i advokatundersøgelsen.

- Jeg er simpelthen rystet over, hvad vi har fundet i Østjysk Bolig. Vi taler om en organisation, der ikke kun skal tage vare på kommunens tilskud til almene boliger, men som også skal forvalte lejernes huslejer bedst muligt, siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.

Rådmanden oplyser, at tilsynet rykkede ud, efter det sidste år modtog en meddelelse fra en anonym whistleblower.

Kommunen har nedsat en arbejdsgruppe sammen med byens 13 almene boligforeninger, der skal sikre tilliden til, at boligforeningerne forvalter lejernes penge så godt som muligt.

- Det er en ekstremt vigtig og svær ledelsesopgave at sidde i en bestyrelse for en boligforening, og jeg synes, at der skal professionelle kræfter ind for at understøtte beboernes muligheder for at gennemskue, hvad der sker i deres boligforening. Det er noget af det, som jeg har spillet ind med, og som jeg helt generelt synes, at vi skal have set på i hele sektoren, siger Bünyamin Simsek.