Lokalt

Unge i Audi smadrede bil ind i hus med sovende familie

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Rystet familiefar vil have kommunen til at sikre et farligt vejkryds ved Nykøbing Falster, hvor en bil med helt unge tirsdag kørte ind i hus.

- Vi er alle sammen i chok lige nu. Havde de ramt en halv meter ved siden af, så havde de ramt børneværelset, hvor vores to børn lå og sov.

Sådan siger Ethem Kirkan, hvis hus i Sønder Vedby ved Nykøbing Falster natten til tirsdag uden varsel blev ramt af en hvid Audi, der først smadrede igennem en læmur til terrassen, og derefter slog hul indtil familiens stue.

Solouheldet skete klokken 02.16, hvor familien blev vækket med et brag.

- Vi blev selvfølgelig vækket. Det var meget dramatisk med ødelagte mure og smadrede ruder. Sådan noget har vi aldrig oplevet før. Men vi var heldige. Det kunne være gået rigtig galt, hvis bilen havde ramt børneværelset, siger han.

I bilen sad tre piger på 14 og 15 år fra Nykøbing Falster og Idestrup foruden en mand på 18 år fra Amager.

Måske ført af 15-årig pige

Politiet har endnu ikke fastslået, om den var den 18-årige mand eller en af de 15-årige piger, der sad bag rettet i bilen. De er imidlertid begge sigtet for brud på færdselsloven.

- Vi skal have fastslået, om det var den 15-årige eller den 18-årige, der førte bilen. Men det skal nok også lykkes. De er desuden blevet undersøgt for narko- og spirituskørsel. Her er resultaterne dog endnu ikke klar, siger politikommissær Søren Klemensen fra Lokalpolitiet i Nykøbing Falster til TV2 ØST.

Alle fire blev efter ulykken bragt til undersøgelse og behandling på sygehuset. Her var de tre personer uskadte, mens en af de unge kvinder blev undersøgt for en mulig hjernerystelse. På hospitalet stødte også de sociale myndigheder til de tre personer under 18 år.

Der er sket omfattende skader på hus og inventar.

Bilen er ejet af et selskab i Viby i Jylland, og var ikke meldt stjålet. Politiet skal nu undersøge, hvordan bilen var endt i hænderne hos de unge mennesker.

Politiet understreger, at de endnu ikke endeligt er klar med tal på, hvor hurtigt bilen har kørt. Skaderne ved ulykken tyder dog på, at bilen i høj fart er kommet fra Østersøvej i retning mod nordvest, og er blevet overraskede af det pludselige højresving på stedet.

Ikke første ulykke

Det er ikke første gang, at der er sket ulykker i krydset. Værst de seneste år var i 2017, hvor en ung mand mistede livet i en soloulykke kort før krydset. To personer – en ung mand og en ung kvinde – blev desuden kvæstet ved ulykken.

Og at det er et kryds, hvor der gennem tiden er sket så mange uheld og ulykker har rystet Ethem Kirkan.

- Vi er nødt til at få kommunen til at gøre noget ved det kryds nu. Min nabo har haft den samme oplevelse. Nu gik det heldigvis godt i nat, hvor ingen kom alvorligt til skade. Men havde nogle ting været lidt anderledes, så kunne det være blevet grimt. Vi er nødt til at forhindre, at det sker igen, siger han.

En del af murværket er blevet revet i stykker i huset.

Vil sikre sit hjem mod biler på afveje

Da TV2 ØST taler med Ethem Kirkan, står han i sin ødelagte stue og venter på en taksator fra forsikringsselskabet.

- Hele stuen her er totalt ødelagt, og vinduerne er knust. Og vi er alle meget påvirkede af det, der er sket, siger han. Han vil derfor også gøre mere end bare at bygge huset op igen.

Oprydningsarbejdet er nu i gang på grunden.

Han har allerede tirsdag været i kontakt med kommunen for at få tilladelse til at sætte et autoværn op foran huset.

- Jeg må gerne, hvis det ellers står inde på min egen grund, siger de. Så det tror jeg, at jeg gør. Jeg er jo nødt til at gøre noget, så min kone og børn igen er trygge ved at være hjemme, siger han