Lokalt

Forsamlingsloft på ti: Politiet holder øje med populære udflugtsmål i påsken

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Udendørs må man mødes op til ti personer, uden at man bryder forsamlingsloftet.

Godt vejr med temperaturer på mellem 7 og 12 grader kombineret med påskeferie får politiet op på dupperne i forhold til, om folk samles på populære natur- og turistområder i de kommende dage.

- Både vores covid-patruljer og vores almindelige patruljer vil være opmærksomme på, om borgerne overholder forsamlingsforbuddet på de ti personer. Det har de heldigvis generelt været rigtig gode til, så vi forventer ikke de store problemer, oplyser vagtchef Søren Strægård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politikredsen har dog ikke udpeget corona-hotspots, som man så sidste år, men politiet fortæller, at de ud fra deres tidligere erfaringer har et generelt fokus på de turistområder, der traditionelt tiltrækker mange folk.

Det samme gælder for Sydøstjyllands Politi, der har tænkt sig at holde øje med de traditionelle steder, dog uden at havde forudbestemt sig, oplyser vagtchefen.

- Vi har ikke fastslået nogle steder, vi tager hen. Vi er dynamiske og kan tage ud, hvis vi får henvendelser, fortæller Lars Rønlund, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Tidligere har 'Den Genfundne Bro' i Brædstrup været et populært udflugtsmål, og det kunne godt være et sted, politiet ville holde øje med, fortæller vagtchefen.

Her ses den Genfundne bro i solskin.

P-vagter ved rute

Et andet populært udflugtsmål, der har været anledning til decideret parkeringskaos, er ved vandreruten Egtvedpigens Fodspor.

Parkerede biler ved vandreruten Egtvedpigens Fodspor.

På trods af otte parkeringspladser langs ruten føler Vejle Kommune sig nødsaget til at sende flere parkeringsvagter ud til ruten, har kommunen tidligere skrevet i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne opfordre folk til at finde andre p-pladser, hvis der er overfyldt derude, eller at du kommer igen senere eller måske endda finder et helt andet sted at nyde vandreturen, siger Klaus Enevoldsen, afdelingsleder i Natur & Udeliv i Vejle Kommune.

Parkeringskaos, er ved vandreruten Egtvedpigens Fodspor.