Coronavirus

Alle skoler lukker i Gladsaxe og Halsnæs

Få et overblik over, hvilke kommuner der har eller skal til at lukke skoler og SFO'er.

Tirsdag besluttede Gladsaxe Kommune at lukke alle skoler og SFO’er fra onsdag 31. marts og frem til foreløbigt den 12. april.

Det sker efter påbud fra Styrelsen fra Patientsikkerhed, skriver TV 2 Lorry.

Gladsaxe Kommune har haft 169 smittetilfælde de seneste syv dage, hvilket svarer til 245 smittede per 100.000 indbyggere. Det gør kommunen til nummer to på listen over de hårdest ramte i landet.

Det er især i områderne Værebro Park, Maglegårdskvarteret og Høje Gladsaxe, at smitten er særlig høj. Kommunen opfordrer alle til at lade sig teste.

- Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at alle medarbejdere, elever og deres familier bliver testet i den periode, hvor skolerne holder lukket, skriver kommunen på dens hjemmeside.

Lukker i Halsnæs

Også Halsnæs Kommune er hårdt ramt i øjeblikket

Styrelsen for Patientsikkerhed lukkede tirsdag SFO’en på Magleblik Skole i kommunen, hvilket kun er en forsmag på flere lukninger.

Kommunen skriver på Facebook, at man forventer, at alle skoler og SFO’er vil blive lukket fra 31. marts til 12. april.

Halsnæs er gået fra at have tæt på nul smittede i februar til 75 smittede i de seneste syv dage, hvilket giver en incidens på 239,7 per 100.000 indbyggere. Dermed er kommunen den fjerdehårdest ramte kommune i landet.

- Nu har vi ligget ekstremt flot i lang tid, og nu er der noget, der er smuttet. Smitten er steget ret markant den seneste uge, og den er særligt høj i Maglehøj, sagde formanden for Halsnæs Kommunes Sundhedsudvalg, Michael Thomsen (V), mandag til TV 2 Lorry.

Gladsaxe og Halsnæs er ikke de eneste kommuner, der enten har eller skal til at lukke deres skoler og SFO’er.

I disse kommuner er alle skoler og SFO’er lukket.

  • Brøndby Kommune
  • Høje Taastrup Kommune
  • Ishøj Kommune
  • Vallensbæk

I disse kommuner er enkelte eller flere skoler eller SFO’er lukket:

  • Ballerup Kommune
  • Esbjerg Kommune
  • Fredensborg Kommune
  • Furesø Kommune
  • Holbæk Kommune
  • Horsens Kommune
  • Hørsholm Kommune
  • Lejre Kommune
  • Odense Kommune
  • Svendborg Kommune