Lokalt

Thisted-virksomhed dropper kontorbygning – nu skal de ansatte arbejde hjemmefra permanent

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Både direktør og ansatte ser frem til en ny virkelighed, hvor arbejdet skal klares hjemmefra - også efter corona.

Hjemmearbejdet har for mange været en fast bestanddel af hverdagen under coronanedlukningen.

Nu gør Bornerups Datacenter i Thisted løsningen permanent. Direktøren har opsagt IT-firmaets lejemål. Hjemmearbejdet er med andre ord kommet for at blive for de 20 ansatte i virksomheden.

- Teknisk set har vi jo ikke brugt lokalerne i et år, lyder det fra Carsten Søe-Larsen, da TV MIDTVEST møder ham i det tomme kontorlandskab.

- Vi gør det for at tilpasse os den virkelighed, vi står i. Dels på grund af corona – men også fordi vi som en digital virksomhed bruger de platforme, der er til rådighed. Vi har lært, at der er mange fordele i at arbejde hjemmefra. Det behøver ikke være så rigidt, at man skal møde ind på et kontor, siger Carsten Søe-Larsen.

- Det passer mig rigtig godt

For konsulent i Bornerups Datacenter Anette Jacobsen bliver tiltaget ikke en omvæltning. Hun har ikke haft problemer med at tilpasse sig til at klare arbejdet hjemmefra – tværtimod.

- Det passer mig rigtig godt. Det at arbejde hjemme giver en stor frihed og fleksibilitet. Jeg synes, det er en stor tillid, de viser os, når de giver os lov til at planlægge vores egen arbejdsdag.

- Jeg synes, det går godt i spænd, når arbejdsliv, fritid og familieliv arbejder godt sammen.

Hun er hverken bange for at miste glæden og lysten til at arbejde eller for at komme til at føle sig afskåret fra kollegerne.

- Jeg føler mig ikke alene. Jeg er i kontakt med rigtig mange af mine kolleger hver dag, siger Anette Jacobsen.

Hvad med trivslen?

IT-firmaet giver dog medarbejderne mulighed for at mødes fysisk i et nyt drop in-kontor. Et kontor, hvor de ansatte kan møde ind, hvis de skulle have lyst og brug for det.

- Jeg tænker, jeg kommer til at bruge det én gang om ugen. Så kan man følge med i, hvad der sker og se folk i øjnene, lyder det fra Anette Jacobsen.

Direktør Carsten Søe-Larsen anerkender, at det kommer til at kræve en indsats at skabe den gode trivsel. For hvordan gør man det i de nye rammer og på afstand?

- Det er et godt spørgsmål. Det skal man være god til at fange, når man sidder og har samtaler på teams, siger han.

Virksomhedens lejemål udløber først endeligt 1. august.