Lokalt

Fredericia Kommune indkalder til pressemøde om advokatundersøgelse

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Fredericia Kommune har besluttet at offentliggøre længe ventet advokatundersøgelse i borgmestersagen fredag formiddag. Se med direkte på TVSYD.dk

Handlede Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard i strid med reglerne, da han købte en byggegrund i 2016?

Det spørgsmål og flere forsøger en advokatundersøgelse nu at give svar på.

Konklusionerne i undersøgelsen bliver præsenteret fredag klokken 11 i byrådssalen på Fredericia Rådhus.

Ved pressemødet vil borgmester Steen Wrist Ørts (Socialdemokratiet) sammen med 1. viceborgmester Susanne Eilersen (DF) og fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal fremlægge rapportens konklusioner efter advokatfirmaets undersøgelser og anbefalinger.

Advokatundersøgelsen blev bestilt af Fredericia Kommune den 16. december.

Undersøgelsen blev forelagt kommunens økonomiudvalg onsdag, hvorefter byrådet blev orienteret om undersøgelsens resultater torsdag.

Her kan du læse om forløbet i Fredericia, siden advokatundersøgelsen blev bestilt i midten af december:

Borgmestersagen i Fredericia

  1. 2016

    1. Jacob Bjerregaard køber byggegrund

      Ægteparret Tina og Palle Cortzen byder på en grund i Fredericia, men ud af det blå køber borgmester Jacob Bjerregaard grund for næsen af dem. Det kan Ekstra Bladet fortælle 9. december 2020.

  2. 2020

    1. Bjerregaard stopper pludseligt

      8. december meddeler Jacob Bjerregaard pludselig, at han ikke vil være borgmester længere. Socialdemokraten skriver på Facebook, at han trænger til at lave noget andet end politik. Og at han har fået job hos reklamebureauet Advice.

    2. Ekstra Bladets afsløring

      9. december, dagen efter, siger Ekstra Bladet "Velkommen på forsiden" Jacob Bjerregaard. Den daværende borgmester og hans kone købte i 2016 en byggegrund med havudsigt af kommunen. Han bød på grunden efter deadline og kom kun med et mundtligt bud, selv om reglerne siger, at det skal foregå skriftligt. Dermed siger kritikere, at han brugte sin position til at sikre sig grunden, men det er ikke dokumenteret.

    3. Dropper nyt job

      Jacob Bjerregaard dropper jobbet hos Advice. Men vil stadig gå af som borgmester.

    4. Styrelse kræver svar

      Ankestyrelsen kontakter Fredericia Kommune og kræver en forklaring på sagen om Jacob Bjerregaard og byggegrunden.

    5. Bestiller advokatundersøgelse

      Fredericia Kommune bestiller en advokatundersøgelse, der skal undersøge sagen om byggegrunden og eventuelt andre kritisable forhold. Det kan blandt andet være en sag om borgmesterens kone, som fik et attraktivt job i det kommunalt ejede havneselskab ADP A/S. Denne undersøgelse er ikke afsluttet.

  3. 2021

    1. Ny borgmester i Fredericia

      Steen Wrist (S) udnævnes officielt til ny borgmester i Fredericia

    2. Kommunaldirektør bliver sendt hjem

      Økonomiudvalget beslutter at hjemsende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe. Det blev meldt ud i en pressemeddelelse dagen efter. Kommunen vil ikke oplyse årsagen til hjemsendelsen.

    3. Personalechef bliver sendt hjem

      Økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard bliver også hjemsendt med henvisning til advokatundersøgelsen. Kommunen vil ikke oplyse hvorfor.

Kilder: TV SYD og Ekstra Bladet.