Lokalt

Folk i Vollsmose nægter tvangstest: Jeg får allerede billeder af, hvordan man gjorde i Kina

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Flere borgere i Odense-bydelen Vollsmose, støtter en intensiv teststrategi. Men ikke statsministerens udmelding om også at teste dem, der ikke vil.

I Odense-bydelen Vollsmose er smitten med coronavirus så udbredt, at statsminister Mette Frederiksen (S) har italesat muligheden for også at teste dem, der ikke vil.

Men selvom incidenstallet i Vollsmose torsdag er steget til 973 og dermed markant højere end noget andet sted i Danmark, er flere borgere med bopæl i Vollsmose skeptiske over for tvangstest. De genkender ikke, at der i bydelen skulle være en særlig modstand over for at blive testet.

Det siger blandt andre Amira Mohamed, der bor i Vollsmose.

- Nu kender jeg kun mit eget netværk, og vi bliver testet to gange om ugen, og der er altid lang kø. Så jeg kan ikke nikke genkendende til, at vi ikke bliver testet nok, siger hun.

Frygter kinesiske tilstande

Den seneste uge er der registreret 78 nye smittetilfælde, og 14 personer er testet positive det seneste døgn.

- Jeg får allerede billeder af, hvordan man gjorde i Kina. Jeg håber virkelig ikke, det er den tilstand, man håber på at få i Danmark - i vores demokratiske samfund, siger Nishan Ganesh, frivillig i Foreningen Respect.

Hun anerkender Mette Frederiksens arbejde, men det bekymrer hende, at statsministeren overvejer at tvinge folk til at blive testet.

Normalt samles mange mennesker på Vollsmose Torv. Nu er mange butikker lukket, og man opfordres til at forlade centret, når man har gjort sine indkøb.

- Nu er vi gang med at tage nogle drastiske ting i brug. Spørgsmålet er, om nogle af de her værktøjer overtræder menneskerettigheder, personlige grænser og privatlivets fred, siger hun.

Test to-go

Tirsdag eftermiddag præsenterede Odense Kommune med borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i spidsen en plan for, hvordan man vil forsøge at komme det høje incidenstal til livs.

Blandt andet vil kommunen tilbyde, at borgere i Vollsmose kan blive testet for coronavirus helt lokalt enten nede foran boligblokkene eller sågar i folks hjem.

- Test to-go i opgangene, tænker jeg, er en utrolig indsigtsfuld og rigtig, rigtig, rigtig god idé, fordi et af de store problemer herude er, at informationsniveauet bare er lavt, og vi kan nærmest ikke gøre noget ved det. Derfor er det rigtig godt, at vi begynder at opsøge folk i stedet for, selvom det for nogle kan virke provokerende, siger Kim Nielsen, Vollsmose-borger og formand for Foreningen Respect.