Lokalt

Ulv følger efter hundeejere i Vestjylland

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

En ulv, der flere gange har fulgt efter mennesker og deres hunde, udviser naturlig adfærd i parringstiden, oplyser Miljøstyrelsen.

Klosterheden Plantage er hjemsted for bævere, krondyr, stor hornugle - og siden begyndelsen af sidste år også en hanulv, der er indvandret fra Tyskland.

Det naturskønne område mellem Lemvig, Struer og Holstebro benyttes også af mange hundeluftere, og netop de har fået ulvens opmærksomhed at føle.

Flere gange har den enlige hanulv forfulgt eller observeret mennesker og deres hunde på afstand, men i et tilfælde også så nærgående, at en hundeejer måtte fortrække.

Men det er normal adfærd for en hanulv i parringstiden februar-marts, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside. Dette forventes at aftage hen over foråret, eller hvis ulven skulle finde en mage, står der.

- Den er meget optaget af at finde en partner. Altså en anden ulv. Og i mangel af bedre, så er den ved at tjekke ud, om nogle af hundene, der bliver luftet, kunne være en mulig partner, siger Jens Henrik Jakobsen, der er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen til TV MIDTVEST.

Hanulven med kodenavnet GW1430m, der er indvandret fra Tyskland, ankom til Vestjylland i Januar 2020 og har opholdt sig en væsentlig del af tiden i Klosterhedereviret frem til nu.

Men skulle en hunhund forvilde sig alene ud i skoven, kan den godt risikere at komme hjem med mere, end den tog afsted med.

- Det ville være helt usandsynligt, men ulve og hunde kan godt få hvalpe sammen. Så nært beslægtede er de, siger Jens Henrik Jakobsen.

Turde ikke komme helt tæt på

En af dem, der har mødt ulven, er Bente Sønderby. I alt fire gange er hun stødt på den. Senest da hun og en veninde for en måned siden gik tur med Bentes to hunde

- Det var tydeligt, at den var interesseret, men det var også tydeligt, at den ikke turde komme nærmere, fordi mig og min veninde var der. Ellers tror jeg, der var blevet sådan et kuld hybrider, griner Bente Sønderby til TV MIDTVEST.

Bente Sønderby har mødt ulven i alt fire gange.

Spørger man Bente Sønderby, om hun var bange, da ulven i overført betydning kiggede sultent på hendes hunde, så er svaret klart:

- Næh, mere sådan oppe at køre på en måde. Fascineret, siger hun til TV MIDTVEST.

Men selvom ulven altså formentlig blot er på udkig efter en mage, har Miljøstyrelsen nu henvendt sig til eksperter for at få bekræftet, at der ikke er nogen fare for menneskelig tilvænning fra ulvens side. De oplyser også, at de holder et vågent øje på udviklingen i ulvens handlinger.

- Miljøstyrelsen har rådført sig med Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som oplyser, at den observerede adfærd jævnfør tyske erfaringer og retningslinjer ikke kan betragtes som problematisk, står der videre på hjemmesiden.

Hvis man lufter sin hund i området, skal den føres i snor, og eventuelle observationer af ulven samt billeder eller video kan indberettes til den nationale ulveovervågning.

Ifølge hjemmesiden Ulveatlas.dk, som Naturhistorisk Museum Aarhus står bag, er der i dag i omegnen af 10 ulve i Danmark, hvoraf cirka halvdelen er voksne og halvdelen unger fra 2019.

Ifølge samme hjemmeside er der til dato registreret i alt 27 forskellige ulve i Danmark, siden den første ulv i nyere tid blev observeret i 2012. Heraf var de 14 indvandret fra Tyskland, mens 13 var danskfødte.