Lokalt

Patienter må vente op til 58 dage på at få svar på, om de har kræft

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Corona og IT-nedbrud har de seneste måneder givet store forsinkelser på svartiden på brystkræftscreeninger i Region Hovedstaden.

Op til 58 dages svartid.

Det var realiteten for nogle af Region Hovedstadens patienter, der i november ventede svar for brystkræftscreeninger.

Det viser et notat fra Center for Sundhed i Region Hovedstaden, som TV 2 Lorry er i besiddelse af.

Normalt har regionen et mål om en maksimal svartid på 14 dage, men i november, december og januar har nogle patienter altså måtte vente længere.

- Det er meget beklageligt. Det er selvfølgelig meget utrygt at gå i lang tid og vente på at få et svar på, om man har brystkræft eller ej, siger Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, til TV 2 Lorry.

Tvunget til prioritering

De store forsinkelser skyldes et IT-nedbrud og nedsat bemanding grundet corona, hvilket har tvunget regionen til at prioritere.

- Vi har sagt til vores radiologer, at de skal prioritere dem, hvor der er en konkret mistanke om brystkræft først. Det er blevet løst nu, og jeg er glad for, at vi er tilbage på tiderne fra før corona.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der i gennemsnit 30 kvinder, som hver måned får opdaget brystkræft eller forstadier til brystkræft ved brystscreeninger i Region Hovedstaden.

Overlæge Janne Bigaard ser med stor alvor på de store forsinkelser, som patienterne har oplevet de seneste måneder.

- Langt de fleste, der deltager i screeningsprogrammet, er heldigvis raske, men for dem, der viser sig at have kræft, kan det være alvorligt med en forsinkelse. Det kan udsætte behandlingen, og det betyder noget for kvindernes chance for at overleve, udtalte Janne Bigaard torsdag i en artikel på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Tilbage ved regionens målsætning

Ifølge Christoffer Buster Reinhardt ser det igen lysere ud for svartiderne i Region Hovedstaden.

Svartiden på brystkræftscreeninger skulle således fra slutningen af februar været tilbage ved regionens målsætning.

- Så har vi opmandet nu og skulle gerne her i slutningen af måneden - denne weekend - være tilbage på tiderne fra før corona, siger Christoffer Buster Reinhardt.