Lokalt

Blæste på advarsler og så gik det galt

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Trods politiets advarsler om, at isen mange steder ikke er sikker at færdes på, så kørte en bilist alligevel ud.

Både lørdag og søndag advarede politiet om, at isen generelt ikke er sikker at færdes på, hvis der ikke direkte skiltes med, at isen er kontrolleret, og der skiltes med, at færdsel på isen er tilladt.

Alligevel måtte de to lokale politikredse flere gange både lørdag og søndag rykke ud og advare både børn og voksne, der gik på isen.

Søndag eftermiddag fik Syd- og Sønderjyllands Politi en melding fra forbipasserende, der opdagede en bil, der var gået gået gennem isen og ikke kunne komme ind på land igen.

På Twitter kunne politiet dog melde, at den uheldige bilist var uskadt.

Syd- og Sønderjyllands Politi har valgt at holde sagens øvrige detaljer for sig selv og heller ikke oplyse nærmere om, hvor bilisten kørte gennem isen for at skåne vedkommende for spot og spe.

Nye ismålinger mandag

Mandag har en lang række kommuner bebudet at foretage målinger af isens tykkelse på udvalgte steder.

Man må kun gå ud på isen, hvis der er opsat skilte, som angiver, at den er sikker. Det vurderes af den enkelte kommune. Hvor tyk isen skal være, før den anses som sikker, varierer fra kommune til kommune.

De fleste steder skal den være minimum 13 centimer tyk, for at det bliver tilladt at gå ud på isen.