Lokalt

Hentede traktor for at bringe nyfødt hjem

TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

Far afleverede fødende kæreste på hospitalet og kørte hjem til gården for at hente en traktor.

Det er langt fra hverdag, at der holder store landbrugsmaskiner på parkeringspladsen foran Bornholms Hospital.

Men siden i går og op ad dagen i dag onsdag, har en stor Massey Ferguson stået parkeret lige ved hovedindgangen. Og det er der faktisk en god forklaring på.

- Han kørte hele vejen hjem for at hente traktoren, så vi kunne komme hjem, hvis det var, at vi ellers skulle have været her i flere dage, siger Line Obbekjer, der lige er blevet mor til en nyfødt dreng.

Kæresten, faren, og ikke mindst landmanden Christian Koefoed, kørte i går sin højgravide kæreste Line Obbekjer fra gården uden for Gudhjem og ind til Bornholms Hospital i Rønne. Men metrologerne lovede snestorm, og hvad gør man så?

Man sætter den højgravide kæreste af på hospitalet, og kører de ca. 20 kilometer retur til gården for at hente en traktor. Så man er sikker på, at man kan komme hjem med den nyfødte og ikke sneer inde i Rønne.

Tænkte du ikke, at det var med en vis risiko for, at du ikke når at være med til fødslen?

- Jo. Der kunne godt være lidt dér med, om jeg nu nåede det, så det gik lidt tjept, siger Christian Koefoed.

Men han nåede det, og parret er nu forældre til en velskabt dreng.

I traktor kørte han til Rønne og parkerede den på parkeringspladsen lige foran hovedindgangen til hospitalet, hvilket ikke er gået ubemærket hen.

- Det er meget sjovt, for alt fra personalet til andre fødende er kommet og spurgt, om det er jeres traktor. Det er meget sjovt, og det er en sød historie, siger Line Obbekjer.

Den varslede snestorm blev ikke så drøj en omgang som ventet, så da familien var klar til at tage hjem onsdag eftermiddag, så foregik det i bil. Traktoren kunne Christian Koefoed køre hjem i alene.