Lokalt

Dyrlæge opererede mundbind ud af hunds mave

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Et mundbind var meget tæt på at koste gravhunden Ludvig livet. Dens dyrlæge, Carsten Holm Petersen, frygter, at flere dyr kan blive syge og dø.

Vi skal advare om lidt voldsomme billeder fra Ludvigs operation længere nede i artiklen. Hvis man ikke kan lide at se en fritliggende tarm, kan man dog hurtigt scrolle videre.

De ligger og flyder alle vegne. Mundbindene.

På gaderne. I busserne. I togene. I skoven. Og rundt om de offentlige skraldespande.

Vores dårlige pli, når det kommer til udsmidning af de forhadte mundbind, har længe været et diskussionsemne i den offentlige debat, i medierne og på Facebook.

Og nu kommer der også et kritisk opråb fra dyrlæge Carsten Holm Petersen i Hørsholm.

Vores mundbindssvineri var nemlig tæt på at koste en lille ruhåret gravhund livet.

- Jeg har været dyrlæge i 30 år. Blandt andet 16 år på skadestuen i København. Og jeg har aldrig før fjernet et fremmedlegeme (mundbindet, red.), der sad så godt fast. Vi måtte nærmest flå det af tarmsiden, fortæller Carsten Holm Petersen over telefonen til TV 2 LORRY.

Den ni år gamle gravhund måtte 11. januar en tur til dyrlægen, fordi den var blevet akut dårlig med opkast.

- På en tur inde i byen havde den hapset noget ved en skraldespand, fortalte dens ejere. De havde ikke nået at se, hvad det var. Og nu var Ludvig blevet rigtig dårlig.

Vi måtte nærmest flå det af tarmsiden

Carsten Holm Petersen, dyrlæge

Carsten Holm Petersen understreger, at blandt andet gravhunde kan være enormt hurtige til at spise ting - de hugger til som slanger, siger dyrlægen. Og derfor har der ikke været tale om, at Ludvigs ejere har været uopmærksomme. Det kunne være sket for alle hundeejere, fastslår han.

Blodprøverne viste blandt andet meget høje infektions- og levertal. Og på røntgenbillederne kunne dyrlægen se noget metal.

- Med så høje tal og metal i bugen, er det på med kniven så hurtigt som muligt, fortæller Carsten Holm Petersen.

- Vi fandt et tarmområde, der var ved at visne hen. Tyndtarmen var nærmest blå. Så kan man lige nå at redde den. Hvis den var blevet sort, skulle vi også have fjernet den. Og det var meget tæt på.

Ludvig var heldig, forklarer dyrlægen.

Det var en meget alvorlig situation, og hvis ikke hans ejere var kommet så hurtigt, kunne gravhunden have mistet livet.

Kunne først ikke se, hvad det var

Det lykkedes heldigvis at redde både Ludvig og hele hans tarm. I første omgang var dyrlægen og hans team dog ikke sikre på, hvad de havde fjernet fra indvoldene.

- Det var en assisterende dyrlæge, som kæmpede med at folde tingen ud. Først tog hun et røntgenbillede mere. Og stille og roligt fik hun pillet det op. Og det viste sig at være et mundbind, nærmest sukker dyrlægen.

Vi fandt et tarmområde, der var ved at visne hen. Tyndtarmen var nærmest blå

Carsten Holm Petersen, dyrlæge

I dagene efter så det ud til, at Ludvig ville komme sig fint. Men på fjerdedagen blev han igen rigtig dårlig og måtte på dyrehospitalet.

- Alt fra operationen var fint, og som det skulle være. Men mit gæt er, at det udtørrende i mundbindet har revet i slimhinden på indersiden af tarmen, og det har givet problemer, da Ludvig kom tilbage på fast føde.

Nu er der gået tre uger, Ludvig har det fint, og derfor har den nordsjællandske dyrlæge skrevet om sin oplevelse og opfordring på Facebook.

- Jeg bliver faktisk vred. Og jeg synes, det er vigtigt at sætte et billede og et ansigt på det store problem, vi står i lige nu. Der ligger mundbind og flyder alle vegne. Jeg har lige gået en tur i skoven. Der lå også et mundbind på stien, lyder det opgivende fra Carsten Holm Petersen.

- Det her samfundssind, vi har pålagt os selv, det angår tydeligvis ikke vores håndtering af mundbind. Og det burde det virkelig gøre.

Carsten Holm Petersen er meget sikker på, at andre hunde og dyr vil blive indleveret til dyrlæge i den nærmeste fremtid med samme problem som Ludvig. Men han frygter faktisk mere for de dyr, der ikke kommer i tide, eller som slet ikke har en ejer.

- Hvis en hjort gnasker et mundbind i sig, så kommer den ikke til en dyrlæge. Så dør den.

Så moralen er, som Carsten Holm Petersen skrev i sit Facebookopslag:

- Pas nu på, hvordan de mundbind bortskaffes (for pokker da!)