Lokalt

Lovede driftsikkerhed i store snedriver - nu er letbanen lammet af let frostvejr

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Midttrafik oplyser tirsdag morgen, at al kørsel med letbanen er aflyst på grund af frost på køreledningerne.

Tirsdag morgen har frosten endnu engang sat en stopper for letbanen. På grund af frost på køreledningerne er dens kørsel indstillet på alle strækninger. Det oplyser Midttrafik på deres hjemmeside.

- Der er indsat erstatningsbusser på Grenaa-strækningen. På strækningen Odder - Aarhus kan du benytte rejsegarantien, indtil der kører erstatningsbusser, skriver de.

Rejsegarantien dækker udgifter til bil eller taxa, hvis man er mere end 20 minutter forsinket.

Man kan finde køreplan for erstatningsbusserne på Rejseplanen eller Midttrafik.dk.

Ikke første gang

Det er langtfra første gang, at letbanen holder stille på grund af frost.

For knap halvanden uge siden var den gal på strækningen mellem Grenaa og Hornslet, ligesom det i november måned var samme situation på strækningen mellem Mørke og Hornslet på grund af frost på køreledningerne. Det er blot to eksempler af mange.

Letbanedirektør Michael Borre mente i 2018, at letbanen snildt kunne køre, medmindre der var tre meter sne.

Dette til trods for at en skråsikker letbanedirektør, Micheal Borre, i 2018 udtalte, at letbanen sagtens kunne køre trods frost og ikke mindst sne.

- Medmindre der ligger tre meter sne, burde vi kunne køre fuldstændig uproblematisk, sagde Michael Borre tilbage i oktober 2018.

Ifølge DMI er der tirsdag morgen mellem -2 og 0 grader i Østjylland.

TV2 ØSTJYLLAND forsøger at få en kommentar fra Aarhus Letbane.