Lokalt

62 smittet på plejehjem - Alzheimerforening frygter svenske tilstande

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Et plejecenter er med 41 smittede medarbejdere og 21 smittede beboere i nødberedskab. Alzheimerforening frygter svenske tilstande.

Plejecentret Demenscentrum i Aarhus er netop nu meget hårdt ramt af smitte. Hele 41 medarbejdere og 21 beboere er smittet med covid-19,

- Situationen er kaotisk. Jeg har svært ved at stå inde for den pleje og omsorg, vi kan give vores demensramte borgere, som vilkårene er lige nu. Vi mangler faglært personale, der kan varetage plejen af vores borgere på forsvarlig vis, siger en tydeligt påvirket Tina Grove, der er konstitueret demenschef i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Søndag har der været afholdt krisemøde, hvor handlemulighederne er blevet drøftet.

- Fra tirsdag morgen laver vi kontinuerlige kviktest af alle medarbejdere i samarbejde med Falck. Alle specialplejeboligerne betegnes som værende smittede, og derfor er alle medarbejdere fuldt udstyret med værnemidler i alle situationer, siger Tina Grove.

Ramt lige inden jul

Det er første gang, centeret er blevet ramt af udbredt smitte.

Smitteudbruddet begyndte weekenden før jul, hvor det i første omgang var én symptomfri medarbejder, der blev testet positiv.

Har I gjort nok for at forhindre den her situation?

- Jeg mener, vi har gjort alt, vi kunne, i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og vores egen organisation. Men den her virus finder desværre sin vej, og pludselig havde vi medarbejdere og pårørende, der var smittede uden at vide det. Og så kommer det ind i huset, siger Tina Grove.

Alzheimerforening frygter svenske tilstande

Nis Peter Nissen er direktør for Alzheimerforeningen, og han understreger situationens alvor:

- Demenspatienter er den gruppe, der har den allerhøjeste dødelighed blandt coronapatienter, så det er rigtig alvorligt. Det gør ondt at tænke på, siger han til TV 2 og minder om, at man heller ikke skal glemme de medarbejdere, der risikerer at blive alvorligt syge.

Ifølge ham var 40 procent af coronarelaterede dødsfald i december måned blandt beboere på danske plejecentre. Det får Nis Peter Nissen til at frygte svenske tilstande.

Beboere på svenske plejehjem har nemlig været hårdt ramt af coronasmitte. Ifølge ham er omkring 47 procent af alle coronarelaterede dødsfald i landet sket blandt plejehjemsbeboere.

Han har tillid til, at Aarhus Kommune håndterer situationen korrekt og har talt med Tina Grove. Men han håber, at regionen også lever op til sit ansvar, da det er den, der har ansvaret for det faguddannede personale.

- Men jeg synes også, at ministeren skal se på, hvad han har af instrumenter, og hvad han kan gøre ekstra – for eksempel test af beboere og pårørende, siger Nis Peter Nissen.

Frygter det værste

På specialplejehjemmet har mange af beboerne svært ved at forstå, at alle medarbejdere nu er iklædt værnemidler fra top til tå.

- Vi kan se, at nogle af beboerne bliver skræmte og vrede over, at medarbejderne står med fuldt visir og masker, så det er udfordrende. De ansatte er ved at gå ud af deres gode skind. De knokler og tager ekstra timer og har omlagt vagter alt, hvad de kan, men de er ved at nå en grænse, siger Tina Grove.

Demensplejehjemmet rummer nogle af samfundets svageste og mest udsatte borgere, og den ansvarlige leder frygter det værste.

- Jeg er dybt ulykkelig over situationen og virkelig bekymret for den kommende periode. Jeg frygter, at det kan komme til at koste menneskeliv, og jeg er også bekymret for mine ansatte, siger Tina Grove.

Frygter for sin far

Malene Tofts 73-årige far Thorkild bor på det ramte demenscenter. Fordi han er meget ude af sin lejlighed, betragtes han som værende smittet, selvom han ikke har fået foretaget en positiv test.

- Min far er meget aktiv, han går ude på gangene og befinder sig i opholdsrummene. Du kan ikke sige til ham, at han skal blive hjemme, det forstår han ikke, siger Malene Toft til TV2 ØSTJYLLAND.

At også personalet er hårdt ramt af coronavirus, gør hende endnu mere bekymret for sin far.

- Jeg frygter tilstande, som vi så i Sydeuropa i foråret, hvor plejehjemsbeboere døde i deres boliger, uden nogen opdagede det, siger Malene Toft.