Lokalt

24-årigs corona-opslag delt flere end 11.000 gange: - Jeg tænkte mig ikke om

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Formanden for DSU Midtjylland, Stine Eiby, mener ikke hendes jævnaldrende venner tager smitten tilstrækkeligt seriøst. Selv har hun også fortrydelser.

- Jeg kan intet smage. Jeg kan intet lugte. Mine muskler er ømme, og mit hoved er tungt. Jeg bliver forpustet af bare at gå ned ad bakke, og jeg kan dårligt koncentrere mig i mere end 30 minutter ad gangen.

Sådan skriver 24-årige Stine Eiby i et Facebook-opslag, der er blevet flittigt kommenteret og delt over 11.000 gange.

Hun er gået til tasterne, fordi hun ikke føler, alle på hendes alder tager coronavirussen seriøst. Og fordi hun, ligesom dem, også tidligere har gjort ting, hun ikke burde.

- Der er for mange, som ikke følger retningslinjerne og ikke tænker sig om. Det virker til, at de er lidt ligeglade, men det skal vi ikke være, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Stine Eiby

- 24 år og bosat i Randers

- Oprindeligt fra landsbyen Øster Bjerregrav 

- Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Midtjylland

- Tidligere formand for DSU Randers

- Håndboldformand i Bjerregrav Boldklub 

Stadig gener efter corona

For tre uger siden blev hun selv testet positiv og var syg i en uge med høj feber. I dag er hun generet af senfølger som træthed, koncentrationsbesvær og manglende smags- og lugtesans.

Det er ikke lykkes hende at finde frem til, hvornår og hvordan hun blev smittet. Men i dag fortryder Stine Eiby, at hun deltog i ikke-livsnødvendige ting.

- Jeg tog stadig toget til skole i Aarhus og var sammen med flere studiegrupper. Selvom jeg selv mener, at jeg tænkte mig om og forsøgte at overholde retningslinjerne, så burde jeg være blevet hjemme, siger Stine Eiby til TV 2 Østjylland.

I opslaget beskriver hun dagene, hvor hun ventede på, om hun havde smittet andre, som de værste dage i sit liv.

- Det værste var, at jeg ikke havde tænkt mig om. Jeg havde deltaget i ting, der ikke havde været nødvendige. Jeg kommer hele tiden til at tænke på min mormor og morfar, der lige nu er isoleret derhjemme. Hvad nu hvis jeg havde taget smittet hjem til dem? Eller hvad nu hvis jeg havde smittet andre, som nu havde taget smitten hjem til deres familier.

I dag har Stine Eiby helt droppet fester og ses kun med en meget lille gruppe venner. Ikke alle i hendes omgangskreds har gjort det samme.

Smitter hele omgangskredsen

- Jeg har oplevet venner, der er taget til fest og efterfølgende har smittet hele deres omgangskreds. Jeg har forsøgt at skælde dem ud, men kan selvfølgelig ikke stoppe dem, siger Stine Eiby.

I stedet forsøger hun så altså nu med en opsang på Facebook, der er nået vidt og bredt omkring.

- Det havde jeg slet ikke regnet med, men det bekræfter mig i, at mange er bekymret ligesom mig, lyder det fra den unge randrusianer.

Intet politisk bag

Flere i kommentarsporet påpeger dog også, at hun sikkert kun skriver, som hun gør, fordi hun er formand for DSU Midtjylland.

Det afviser Stine Eiby.

Folk må mene, hvad de vil, men der ligger ikke noget politisk bag mit opslag. Det er bare Stine, som er sur og vred, fordi alt for mange er ligeglade.

Stine Eiby, Randers

- Folk må mene, hvad de vil, men der ligger ikke noget politisk bag mit opslag. Det er bare Stine, som er sur og vred, fordi alt for mange er ligeglade.

Hun har et hovedbudskab til de unge:

- Tænk jer nu om.