Dyrehospital advarer - hundeejer fandt hakkebøffer med blå klumper i sin have

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Nykøbing Falster Dyrehospital tog i weekenden imod en hund, der muligvis kan have spist rottegift. Nu advarer hospitalet hundeejere på Facebook.

Dyrlægerne på Nykøbing Falster Dyrehospital advarer hundeejere om, at der kan ligge kødklumper med rottegift i naturen, som kan være fatalt at indtage for hunde.

Søndag måtte hospitalet nemlig behandle en springer spaniel, der muligvis kan have spist hakket kød med rottegift i.

- Min kollega havde vagt her i weekenden og bliver ringet op af en hundeejer, som havde fundet sådan nogle små hakkebøffer med nogle blålige klumper i. Når vi hører det, så tænker vi med det samme, at det kan være rottegift. Derfor fik vi ham herind med det samme, så hunden kunne få noget modgift, fortæller dyrlæge Line Mortensen.

Modgift skal gives på mistanke

Hunden bor med sin ejer på en adresse i Stubbekøbing, som havde fundet kødet med den potentielle rottegift i sin egen have. Ejeren har ikke set hunden spise nogle af bøfferne, men da han ikke ved hvor meget kød, der kan være blevet smidt i haven, turde hospitalet ikke tage nogen chancer.

Man giver modgiften, selvom man ikke med sikkerhed ved, om den har spist noget

Line Mortensen, dyrlæge

Symptomer på rotteforgiftning:

Efter indtagelse af rottegift kan der gå flere dage, inden symptomerne opstår. Symptomerne på forgiftning er:

•    Blege slimhinder på grund af indre blødninger
•    Bugsmerter på grund af indre blødninger i bughulen
•    Halthed  på grund af blødninger i led
•    Blodig diarré og opkast
•    Abort hos drægtige tæver

•    Blå mærker under huden på grund af blødninger

Kilde: Netdyredoktor.dk

Hunden blev derfor behandlet med K-vitamin, da dette vitamin fungerer som modgift til rottegift. Ved indtag af rottegift ødelægges blodets evne nemlig til at størkne, så hvis hunden ikke får en modgift, vil den forbløde langsomt og dermed i sidste ende dø af blødninger.

- Man giver modgiften, selvom man ikke med sikkerhed ved, om den har spist noget, fordi symptomerne på rotteforgiftning først opstår nogle dage efter, at det er blevet indtaget, og så kan det være for sent at gøre noget. Så man behandler på mistanke, forklarer Line Mortensen.

Kroppen er selv i stand til at udskille den mængde K-vitamin, som kroppen ikke skal bruge, og der er derfor ingen komplikationer ved denne form for behandling – heller ikke selvom hunden måske slet ikke har indtaget rottegift til at begynde med.

- Hunden har det lige nu okay. Men den får stadigvæk noget behandling med K-vitamin, for det skal den have en lille uges tid efter, at det kan være sket, forklarer Line Mortensen.

Det ligner rottegift

Dyrehospitalet har ikke analyseret de blå klumper, som lå i det kød, som hundeejeren havde fundet i sin have. Hospitalet kan derfor ikke med sikkerhed sige, at der er tale om rottegift.

- Men det ligner det meget, så vi tænker lidt, hvad det ellers skulle være? Derfor går vi også ud med denne her advarsel til folk på Facebook, siger Line Mortensen.

På Facebook har dyrehospitalet efter episoden valgt at opfordre folk til at være opmærksomme både i egen have samt på gåture.

- Lige nu er det jo et enkeltstående tilfælde, og det kan også være, at det bliver ved det. Så det er ikke for at lave bål og brand, men det er ment som en advarsel og en opfordring til, at folk skal være opmærksomme, siger Line Mortensen.

Line Mortensen opfordrer derfor alle hundeejere til at holde sine hunde i snor, når de går tur med dem, og at de derudover holder godt øje med, at hundene ikke spiser noget, som man ikke ved, hvad er.

Derudover skal man være opmærksom på sin hunds adfærd og reagere, hvis hunden får symptomer på rotteforgiftning. Det kan eksempelvis være blodig diarré og opkast eller halthed på grund af blødninger i led.

Flere lignende episoder

Nykøbing Falster Dyrehospital har ikke selv oplevet andre episoder, hvor de har måttet behandle en hund for mulig rotteforgiftning.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der inden for de seneste måneder dog kommet et par anmeldelser fra borgere, der har hunde, som kan have spist rottegift.

- Vi har en anmeldelse fra Guldborgsund Kommune, der drejer sig om tre hunde fra samme adresse. Og så har vi også fået en anmeldelse fra en sag i Næstved, fortæller Peter Fobian Hvidberg, der er leder af den lokale efterforskning i Næstved.

Ejeren af hunden i Stubbekøbing har også anmeldt weekendens episode til politiet, men han oplyser til TV2 ØST, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen.