Lokalt

Minkavler flytter produktionen til Grækenland

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Flemming Madsen fra Outrup ved Varde flytter sin minkproduktion til Grækenland. Han køber avlsdyr tilbage og undgår dermed at opgive drømmen.

Flemming Madsen fra Naabjerg Mink har netop sat et punktum. Containere med mink, der skal pelses, er væk. Det eneste, han har tilbage, er at få styr på de allersidste skind og få rengjort sin minkfarm.

- De sidste par dage har vi rengjort maskinerne. At det er sidste gang, de skal bruges, det er en mærkelig følelse. Der er begyndt at komme en tomhed, kan jeg mærke. Vi har stadig ansatte gående, som klarer det sidste, men når de tager hjem, og min kone og jeg står alene tilbage, så bliver her tomt, fortæller Flemming Madsen.

- Jeg kan også mærke, at min kollegaer ringer mindre. Vi kan ikke længere tale om, hvor meget minkene har spist, eller om de har det godt. Vi har ikke samme kontaktflade, eftersom vi ikke har det samme at tale om længere, tilføjer han.

Det er slut for de fleste af landets minkfarmere, men ikke for Flemming Madsen. Han har arbejde et stykke ind i januar, hvor skindene skal færdiggøres. Selv efter det er han ikke klar til at slippe minkerhvervet.

Jeg tror ikke, det bliver på samme måde dernede, som vi kender det fra Danmark

Flemming Madsen, minkavler
Flemming og Wendy Madsen ser frem til, at de snart kan begynde et nyt mink-eventyr i Grækenland.

Fra Outrup i Varde til Grækenland

Mink-eventyret fortsætte for Flemming Madsen. Helt bestemt på grænsen mellem det nordvestlige Grækenland og Albanien hvor han igen skal have en minkproduktion.

I en årrække har han solgt avlsdyr til minkfarme i Europa. En del af dem er solgt til en farm i Grækenland, som Flemming Madsen og konen Wendy Madsen har et godt forhold til.

Det betyder, at de kan købe nogle af avlsdyrene tilbage og dermed starte en produktion i Sydeuropa. I første omgang flytter de dog ikke selv til Grækenland.

- Det bliver på en anden måde, end vi er vant til. Vi vil være dernede i perioder, hvor der er spidsbelastning. Så må vi tage bestik af, om vi ønsker at fortsætte på den måde, fortæller han.

I det daglige skal de godt 10.000 mink passes af græske medarbejdere. Området, hvor farmen ligger, er i samme område, som de fleste andre græske minkgårde. De er fulde af forhåbning for projektet, men de forventer også at møde anden virkelighed.

- Jeg tror ikke, det bliver på samme måde dernede, som vi kender det fra Danmark. Herhjemme har vi været meget skarpe på dyrevelfærd, forskning og meget andet. Det er dyrt at producere i Danmark, men vi har været dygtige og kunne få det til at løbe rundt. Det bliver svært at føre videre, fortæller han.

I hans pelseri på gården Naabjerg står de nu rengjorte maskiner. De blev købt for kun få år siden. Drømmen er, at de kan komme til at køre igen.

- Vi går måske med et lille håb om, at vi kan begynde med mink herhjemme igen, men vi skal også til at være realistiske. Det kommer sandsynligvis ikke til at ske. Der vil ikke være nok udbytte i de avlsdyr, vi kan få tilbage. Derudover er hele infrastrukturen omkring mink heller ikke den samme, fortæller Flemming Madsen.