I dag starter testen af 115.000 vestjyske borgere

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Efter der er fundet minkvarianter af covid-19 i tests fra Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommune, opfordres alle borgere nu til at blive testet.

115.000 borgere i Midt- og Vestjylland opfordres til at blive testet for coronavirus.

Det gør man, fordi minksmitte også bliver opfattet som en risiko i det område. Opsporingen af smittekæder med muteret covid-19 starter mandag.

- Grunden til, at man er bekymrede for de her varianter, er, at man er bange for, at de på sigt udvikler sig til at kunne undvige den effekt, man har i vacciner, fortæller Lars Erik Larsen, der er professor i veterinær virologi ved Københavns Universitet, til TV Midtvest.

Fundet muteret variant i to kommuner

Lars Erik Larsen fortæller, at man ikke er i større risiko, hvis man skulle blive testet positiv med en muteret form af covid-19.

- Hvis du får virus i morgen, så er det lige meget, om du får den gamle virus fra mennesker, eller om du får minkvarianten, siger han og forklarer til TV Midtvest, at de her varianter hverken er mere smitsomme eller sygdomsfremkaldende hos mennesker.

- De er bare en indikation af, at virussen på et tidspunkt har været i en mink, siger Lars Erik Larsen.

Man har fundet muterede minkvarianter i kommunerne Holstebro og Ringkøbing-Skjern.

Der kan lige nu testes 11.500 personer om dagen i Region Midtjylland, men i de kommende uger skal der mange flere igennem maskineriet.

- Vi er i øjeblikket ved at se på udvidelsen af testkapaciteten. Dels ved teststationerne og så flytte rundt på vores mobile enheder, så vi får udnyttet den kapacitet, vi får tildelt fra nationalt hold i morgen, siger Per Sabro Nielsen, der er lægefaglig direktør for præhospitalet i Region Midtjylland.

Nordjylland lukkede ned

5. november lukkede Nordjylland, efter at man havde fundet en coronavariant, der blev døbt cluster 5.

I den forbindelse iværksatte man massetest af borgere og omfattende restriktioner i syv kommuner i Nordjylland, efter at man havde fundet cluster 5-mutation i mennesker.

Det gjaldt de syv kommuner Vesthimmerland, Frederikshavn, Thisted, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø.

Men efter 73.000 test af borgere i Nordjylland er der ikke fundet flere tilfælde af den muterede coronavariant cluster 5, der stammer fra mink, og som var årsagen til, at restriktionerne i første omgang blev indført. Restriktionerne er derfor blevet løftet igen.

Man nåede op på at kunne teste 18.500 borgere om dagen i de syv kommuner.

Cluster 5 er med stor sandsynlighed uddød.