Coronaramt mors opslag deles igen og igen: - Hvis ikke for dig selv, så for dem du elsker
30-årige Simone Sloth fra Grenaa blev i september smittet og indlagt med covid-19. Konsekvenserne for hendes nærmeste ramte hende ekstra hårdt.
Coronapandemien har ramt os alle på den ene eller anden måde.
Og for den 30-årige pædagog Simone Sloth har den ramt ekstra hårdt.
Hun bor i Grenaa sammen med sin mand, deres fireårige søn, og i maven har hun deres kommende datter.
I september blev hun smittet med covid-19, og den lille families liv ændrede sig drastisk fra det ene øjeblik til det andet.
- Jeg var rædselsslagen og sindssygt ked af det og bange for, at min pige ville blive hjerneskadet på grund af manglende ilt, fortæller Simone Sloth fra Grenaa til TV2 ØSTJYLLAND.
Fik ikke sagt farvel
Det begyndte med, at hun fik et opkald fra sin leder om, at en kollega var smittet med covid-19, og at hun derfor ikke skulle møde op på arbejde dagen efter.
Kort efter telefonopkaldet fik hun selv feber.
- Jeg troede bare, at jeg havde fået ophidset mig selv godt og grundigt, siger Simone Sloth.
Men få dage senere kunne hun selv læse på sundhed.dk, at hun var positiv med covid-19. Og da hun samtidig var begyndt at hoste, havde blå negle og havde svært ved at trække vejret, besluttede hun sig for at ringe til vagtlægen.
Det var meget voldsomt og overvældende, at det skulle gå så stærkt.
Simone Sloth, Grenaa
Hun fik derefter besked på at køre til en særlig klinik på Randers Sygehus, og der besluttede de efter nogle undersøgelser at indlægge hende i isolation – uden at hun havde sagt farvel til mand og søn.
- Jeg havde sagt et henkastet farvel, fordi jeg regnede med at komme ud i bilen til dem igen, men så kom jeg ikke hjem før næsten 14 dage senere. Det var meget voldsomt og overvældende, at det skulle gå så stærkt, fortæller Simone Sloth.
En feberramt hudpose
På Randers Sygehus fik hun det kun dårligere, og hun frygtede for sin ufødte datters liv.
- Den tid, jeg nåede at ligge i Randers, blev jeg mere og mere syg og stoppede med at spise, indtage væske og gå på toilet. Det gjorde ondt at trække vejret. Jeg lå bare som en feberramt hudpose i en seng, fortæller hun.
Hun blev efter nogle dage sendt til Skejby Sygehus, hvor hun fik behandling med medicin i et drop fire gange om dagen.
Simone Sloth er voldsomt bange for nåle, men det var først efter et opkald fra sin mor, at hun begyndte at græde.
Hendes mor havde hentet Simones søn fra børnehaven, fordi han ikke kunne stoppe med at græde.
- Da begyndte jeg at tude. For du ved, at det vil hjælpe at give ham et kram, men det kan du ikke, fordi du er isoleret. Han var ked af det helt inde i sin kerne, fortæller hun
Tænk på andre
Sønnens reaktion er en af grundene til, at hun har skrevet et opslag på Facebook, som mandag er blevet liket flere end 5000 gange og delt næsten 9000 gange.
- Den, der er syg, er syg, men der er en hel skare af mennesker, der bliver påvirkede af det. Det ramte mig at se min søn i total affekt og mine forældre på facetime, der forsøgte at smile, selvom de var bekymrede, fortæller hun.
Hendes budskab er: hvis ikke for dig selv, så for dem du elsker.
Den, der er syg, er syg, men der er en hel skare af mennesker, der bliver påvirket af det.
Simone Sloth, Grenaa
- Hvis du ikke vil følge retningslinjerne for din egen skyld, så tænk på, hvad der ville ske, hvis du kom til at smitte dit barn, din lillesøster eller en anden - fordi du ved ikke, hvem det rammer hårdt, fortæller Simone Sloth.
Ud over frygten for sit ufødte barn, frygtede hun, at hun var kommet til at smitte sin søn, sin mand eller nogle af børnene på den skole, hvor hun arbejder.
Det gjorde hun ikke, og babyen i maven har det godt.
Hun selv døjer stadig lidt med at trække vejret ordentligt og får jag i lungerne. Hun afviser dog ikke, at noget af det kan være bivirkninger af at være gravid i syvende måned.