Lokalt

Farvel efter 40 år: Zoo afliver ulve og nedlægger anlæg

Ulveanlægget i Københavns Zoo er fortid, efter at have været en del af haven i 40 år. Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Tre ulvehanner og en hanbjørn fra Københavns Zoo er blevet aflivet - ulveanlægget er allerede forbi, mens de brune bjørne langsomt skal udfases.

Siden 1980 har Zoologisk Have København haft en ulveflok at fremvise for deres gæster, men 40 år efter er det endegyldigt slut.

Det sker efter, at Zoologisk Have har taget hul på en tre-årig strategiplan, hvor der skal være yderligere fokus på renovering og opdatering af dyrenes anlæg.

Og efter at der blev kastet et kritisk blik på ulveanlægget, var zoofaglig chef Mads Frost Bertelsen og hans kolleger ikke i tvivl om, at der ikke længere er plads til ulvene i Københavns Zoo. Ulveanlægget er blevet nedlagt, og samtidig er tre hanulve blevet aflivet.

- Vi foretager en løbende vurdering af alle vores anlæg – både af hensyn til dyrene og deres velfærd og af hensyn til gæsteoplevelsen. Og i forhold til det nu 40 år gamle ulveanlæg er vi ikke længere i tvivl. Ulveanlægget er ikke tidssvarende og lever ikke op til de høje standarder for dyrevelfærd, som vi efterlever, siger Mads Frost Bertelsen og fortsætter:

- Derfor har vi besluttet at nedlægge anlægget og i stedet skabe et moderne anlæg, der giver plads til et par nye arter. Det betyder samtidig, at de tre hanulve er blevet aflivet, da det ikke har været muligt at placere dem andre steder i haven eller i andre zoologiske haver.

Ulveanlægget i Københavns Zoo er fortid, efter at have været en del af haven i 40 år.

Den frie plads nede i hjørnet med Frederiksberg Have som nabo kommer dog ikke til at stå tomt – den skal nemlig bruges på at udvide pladsen til nogle af de andre dyr.

Planen er, at det gamle ulveanlæg skal bygges sammen med elefanternes udeanlæg, så antiloperne og vildsvinene både kan gå i det gamle ulveanlæg og i elefanternes udeanlæg. Elefanterne kommer dog ikke til at få adgang til det gamle ulveanlæg.

Men til at starte med vil anlægget for en kortere periode blive brugt til gæsterettede aktiviteter som for eksempel naturlegeplads.

Den brune bjørn er også på vej ud

Det er ikke kun ulvene som skal være fortid i Zoologisk Have. Brunbjørnene skal nemlig også efter noget tid udfases, og en hanbrunbjørn er allerede blevet aflivet.

- Vi har også behov for mere plads til isbjørnene, når vi får vores avlshan retur. Vores planer er at lade det gamle isbjørneanlæg vokse sammen med brunbjørnenes nuværende anlæg. Derfor har vi også taget hul på en langsom udfasning af brunbjørnene: Hunbrunbjørnen flytter ind i hanbrunbjørnens renoverede anlæg, hvor hun formentlig vil føde unger omkring nytår.

Arkivfoto af en brunbjørn i Københavns Zoo. En gammel hanbrunbjørn er blevet aflivet, og langsomt skal brunbjørnene udfases af Københavns Zoo.

- Samtidig er den gamle hanbrunbjørn blevet aflivet af velfærdsmæssige årsager. Han var nået en alder, hvor det ikke var muligt at sende ham til en anden zoologisk have, siger Mads Frost Bertelsen.