Lokalt

S-gruppeformand om Frank Jensen: - Nu må han forklare sig

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Socialdemokraterne i København mødes søndag aften på byens rådhus.

Frank Jensen skal have mulighed for at forklare sig, inden hans partifæller træffer en beslutning omkring hans fremtid som overborgmester for København.

Sådan lød det fra gruppeformand for Socialdemokratiet i København og 1. næstformand for Borgerrepræsentationen, Lars Weiss, da han søndag aften ankom til partiets krisemøde på Københavns Rådhus, hvor Frank Jensens partifæller skal høre hans version af de mange anklager om krænkende adfærd, som vælter ned over ham.

- Nu skal Frank have mulighed for at forklare sig, primært over for de socialdemokratiske græsrødder i København, og så skal vi forholde os til de sager, der nu er kommet op, sagde Lars Weiss til den fremmødte presse.

På spørgsmålet om, hvorvidt Frank Jensen også er spidskandidat til næste års kommunalvalg efter aftenens møde, svarede Lars Weiss:

- Det er ikke mig, der afgør det. Det er vores græsrødder, og det er derfor dem, der spiller hovedrollen i aften, sagde han.

Anklager kommet frem i medierne

På aftenens krisemøde deltager alle socialdemokratiske medlemmer af Borgerrepræsentationen, Socialdemokratiet i Københavns forretningsudvalg og de ni kredsformænd for partiet i København.

Frank Jensen indkaldte lørdag til aftenens krisemøde på rådhuset. Baggrunden for mødet er en artikel, som Jyllands-Posten bragte fredag, hvor to kvinder fortæller, at han har befamlet dem.

Den ene sag er fra 2012 og omhandler Maria Gudme, der i dag er regionrådsmedlem i Region Hovedstaden for Socialdemokratiet. I 2012 var hun 23 år gammel og ansat som organisationssekretær i Socialdemokratiet i København.

I forbindelse med et besøg på værtshus, hvor en større gruppe socialdemokrater var samlet efter at have deltaget i seminar, blev Maria Gudme efter eget udsagn krænket af Frank Jensen ved, at han lagde sin hånd på hendes lår, hvorefter den fortsatte op under hendes kjole og helt op ad hendes inderlår.

En anden kvinde, der udtaler sig anonymt i Jyllands-Postens artikel, fortæller, at også hun blev krænket af overborgmesteren.

Kvinden, der igennem flere år har været folkevalgt politiker på Københavns Rådhus for et andet parti end Socialdemokratiet, fortæller til avisen, at Frank Jensen i 2017 befamlede hendes ben efter et møde på rådhuset med øl på bordet.

Nye krænkelser dukker op til overfladen

Søndag er krænkelsesanklagerne mod Frank Jensen taget yderligere til i styrke.

Cecilie Sværke Priess, der er formand for DSU i København, har fortalt Jyllands Posten, at hun har modtaget otte nye sager om personer, der har oplevet eller været vidner til krænkelser fra Københavns overborgmester, Frank Jensen.

I et interview på TV 2 News søndag siger Frank Jensen, at han er blevet forelagt, at han skulle have givet et kys i 2019 til DSU’s formand (altså Cecilie Sværke Priess, red.)i Fælledparken.

- Jeg har snakket med min kone om det, vi gik sammen i et optog ud til Fælledparken, og vi havde vores barnebarn på tre år med. Så det er en historie, jeg ikke på nogen måde kan genkende, sagde Frank Jensen foran den fremmødte presse, da han ankom til rådhuset tidligere i eftermiddags.

Udtalelsen fra Frank Jensen har fået Cecilie Sværke Priess op i det røde felt. Hun fortæller til TV 2, at det er hende, som Frank Jensen taler om. Dermed er hun en af de otte personer, der er nævnt i Jyllands Postens artikel.

Hun fortæller søndag til TV 2, at der var en klar aftale om at holde hende anonym i sagen. Og at Frank Jensen med sin udtalelse til TV 2 News søndag inden krisemødet har brudt den aftale.

Cecilie Sværke Priess deltager også på aftenens krisemøde på rådhuset i kraft af hendes formandskab for DSU København.