Lokalt

Politiker trækker i land om klask i numsen

I sidste uge lod byrådsmedlem Steen Olsen (S) forstå, at han stolede på den forklaring, som partifællen Sofie Janning havde givet om, at han skulle have klappet hende i numsen. Morten Spuhr / TV2 ØST
TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

I Slagelse byråd er der opstået en del forvirring om, hvad der helt konkret er sket i en sag omhandlende et klap i bagdelen.

I sidste uge udtalte byrådsmedlem Steen Olsen (S) sig på en måde, der fik hans byrådskollegaer til at tro, at han indrømmede at have klasket partifællen Sofie Janning i bagdelen under et udvalgsmøde for et år siden. Men det afviser han nu.

Det er mig, der bliver anklaget – men det er ikke lig med, at jeg accepterer, at hændelsen har fundet sted

Steen Olsen (S), Slagelse Byråd

- Jeg har tilstået – eller jeg er gået frem og har sagt, at Sofie har anklaget – i relation til den oplevelse, hun mener at have haft – at det er min person, hun har hentydet til, forklarer Steen Olsen i dag til TV2 ØST.

Dermed mener han ikke at have tilstået, at det var ham, der skulle have klappet den kvindelige partikollega i bagen under udvalgsmødet.

Troede på partifælle

Sagen tager udspring i et program på radiokanalen R4dio, 29. september. Her fortalte Sofie Janning, at hun på et udvalgsmøde for et år siden blev klasket i numsen af et unavngivet udvalgsmedlem.

Det faldt blandt andre byrådsfællen og Venstremanden Jørn-Ole Didriksen for brystet, at Sofie Janning ikke satte navn på vedkommende.

Efterfølgende kontaktede Sofie Janning partifællen Steen Olsen (S) og sagde, at det var ham, der havde gjort det. Det fik ham til at stå frem.

I et interview med TV2 ØST i sidste uge forklarede han, at han ikke erindrede hændelsen, men troede på Sofie Jannings forklaring.

- Når Sofie siger, det er sådan, så vil jeg ikke begynde at hænge andre byrådskollegaer ud, sagde han og tilføjede:

- En eller anden skal jo tage ansvar for det her, og det gør jeg bare, og så er den ikke længere.

Vil stå ved standpunkt i retten

I dag afviser Steen Olsen, at der her skulle være tale om en tilståelse.

- Det er mig, der bliver anklaget – men det er ikke lig med, at jeg accepterer, at hændelsen har fundet sted.

Og skulle det komme til et møde i byretten, så møder Steen Olsen også op der, hvor han agter at stå ved sin udlægning af sagen.

- Jeg regner på intet tidspunkt med, at det vil være nødvendigt, for det vil være helt til grin, tilføjer han.

At Steen Olsen nu ændrer forklaring, får Venstremanden Jørn-Ole Didriksen til igen at true med det sagsanlæg, han ellers trak tilbage, efter det han i sidste uge forstod som en tilståelse fra Steen Olsen.

Hos Venstre oplever Jørn-Ole Didriksen, at Steen Olsen først tilstod, men at han nu har trukket i land.

- Derfor står vi i det samme morads, som vi har gjort hele tiden, siger han i dag til TV2 ØST.

Jørn-Ole Didriksen føler, at han nu er mistænkeliggjort på ny, da han sidder i det ene af de to udvalg, hvor Sofie Janning i første omgang sagde, at hændelsen havde fundet sted.

Han føler sig krænket. Derfor rasler Jørn-Ole Didriksen nu med truslen om at hive det sagsanlæg frem, som han allerede varslede Sofie Janning med i sidste uge.

- Det eneste, jeg forlanger, er, at Sofie Janning stiller sig op og siger, hvem der ikke har klasket hende bag i.

- Vi står i det samme morads, som vi har gjort hele tiden, siger Jørn-Ole Didriksen (V) fra Slagelse Byråd

Hun har jo sagt, hvem der har gjort det - hvorfor føler du dig så mistænkeliggjort?

- Steen Olsen har sagt, at han rent kammeratligt har påtaget sig skylden, men siger nu, at hvis han kommer i en retssag, så vil han nægte, han har gjort det. Det vil sige, sagen er åben igen.

Afsporer debat

Sofie Janning har kritiseret Jørn-Ole Didriksen for at afspore den generelle debat om sexisme for i stedet at tale om, hvem det var, der opførte sig grænseoverskridende over for hende,

- Jeg afsporer ikke noget. Det er hende selv, der afsporer hele den her fantastiske gode debat, der var i gang med hensyn til sexisme over for kvinder, som er ganske uantagelig, siger Jørn-Ole Didriksen.

Sofie Janning ærgrer sig over den drejning, debatten har taget.

Sofie Janning forstår ikke Jørn-Ole Didriksens kritik.

- Det er jo meldt ud, hvem det er, siger hun og tilføjer:

- Jeg kunne forstå, hvis han sagde, det var noget, vi skulle tale om, men at begynde at gå tilbage og true med sagsanlæg underbygger, at vi har en kultur, vi skal have gjort noget ved.

På torsdag afholder Slagelse Byråd en temadag, hvor krænkende adfærd og sexisme er på programmet.