Ti borgmestre i åbent brev til ministre: Stop med at aflive raske mink
Ti borgmestre siger fra over for den strategi, som regeringen har lagt i forhold til smitte på minkfarme.
- Vi borgmestre nærer en reel frygt for minkerhvervets eksistensgrundlag.
Sådan lyder det i et åbent brev, som ti borgmestre har sendt sammen med rådgivningsvirksomheden SAGRO.
I brevet, der er sendt til fødevareminister Mogens Jensen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S), bliver der langet ud efter regeringens strategi med at aflive et stort antal mink på danske farme.
Herunder de smittede besætninger, men også mink på farme indenfor 7,8 kilometer skal slås ned.
- Den betyder, at millioner af helt raske dyr skal aflives. En håndtering som både mangler faglig begrundelse og samtidig risikerer at knuse en branche med mange arbejdspladser og en årlig eksport på cirka fem milliarder, står der videre i det halvanden sider lange brev.
Ifølge brevet beskæftiger minkbranchen sammen med følgeindustrien flere tusinde personer.
Underskriverne kommer fra Lemvig, Struer, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Varde, Esbjerg, Vejen, Billund og Hedensted.
Test i stedet for at aflive
I brevet kommer borgmestrene med tre opfordringer til ministrene:
- At man i zonen på de 7,8 kilometer tester fremfor at aflive, så man udelukkende afliver smittede mink.
- At de smittede minkfarme effektivt isoleres, indtil smittefaren er drevet over, og virussen er væk.
- At man ikke afliver mink, der har dannet antistoffer på covid-19, fordi de formentlig er mere modstandsdygtige over for ny smitte.
Udover de ti borgmestre er også Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen (V), gået sammen med borgmestre fra Mariagerfjord og Rebild i et bekymringsbrev til Mogens Jensen og Simon Kollerup.
Frygter at vaccine ikke virker
Aflivningen sker som et led i at forhindre smittespredning med coronavirus. Meget tyder nemlig ifølge faglig direktør for infektionsberedskabet på Statens Serum Institut Kåre Mølbak på, at "mink er særdeles følsomme over for den her virus".
Tirsdag udtrykte fødevareminister Mogens Jensen bekymring for, at virussen muterer i minkene og breder sig til mennesker, hvilket kan gøre en eventuel kommende vaccine ubrugelig.
Bekymringen bakkes op af SSI og professor i Klinisk Mikrobiologi Hans Jørn Kolmos.
- Jo mere smitte der er, og jo flere dyr der er smittede, jo større er risikoen for, at de her mutationer opstår.
- Det kan man kun bekæmpe ved at udrydde de dyr, der er smittede, og de dyr som man er bange for, er smittede, siger han.
Smitte på 89 farme
Fødevarestyrelsen har vurderet, at omkring 2,5 millioner mink skal slås ned - det gælder både på de enkelte farme eller farme med smitte i nærområderne.
Ifølge nye tal fra Fødevarestyrelsen, der overvåger de danske minkfarme, er der på 89 farme konstateret smittet med coronavirus, mens 47 minkfarme er under mistanke for at have smitte med coronavirus.
Siden torsdag har myndighederne aflivet to besætninger.