Lokalt

Opråb fra sygehus efter nul ansøgere til læge-stilling: - Vores syge børn fortjener et godt sygehus

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Børnedødeligheden i Lolland Kommune er fire gange højere end på Frederiksberg. Men da det lokale sygehus søgte en børnelæge, fik de nul ansøgere.

Børn født i Lolland Kommune har fire gange så stor risiko for at dø end børn fra Frederiksberg Kommune. Det viser en undersøgelse fra Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Samtidig har borgerne i den sydlige del af Region Sjælland en markant kortere levetid end i resten af landet. I Guldborgsund og Vordingborg er den 79,1 år og på Lolland er den 77,9 år. På landsplan er gennemsnitslevealderen 80,9 år.

Og samtidig er områdets akutsygehus i Nykøbing Falster under et stort pres. For selvom problemerne med sundheden i området er store, er det meget svært at tiltrække personale til sygehuset. Det ærgrer Ricco Dyhr, direktør for Nykøbing Falster Sygehus.

Vi ligger 130 kilometer fra København, og det er rigtig svært at gøre noget ved.

Ricco Dyhr, direktør, Nykøbing Falster Sygehus

- Vi har en forpligtelse til at levere et højt fagligt sundhedstilbud til alle borgere i det her område. Hvis vi ikke kan det, så betyder det jo også, at vi ikke kan ændre på børnedødeligheden, og at vi ikke kan ændre på den gennemsnitlige levealder. Det vil vi jo rigtig gerne, men det kræver, at vi har personalet til det, siger Ricco Dyhr.

Halvdelen af speciallægerne på Nykøbing Falster Sygehus er over 60 år, og da sygehuset for nylig slog en stilling op som børnelæge, fik sygehuset ingen ansøgninger.

Ikke en eneste ville være børnelæge

Det er ikke mindst et kommende generationsskifte på sygehuset, der bekymrer sygehusdirektøren. Halvdelen af sygehusets speciallæger er over 60 år, og da sygehuset for nylig slog en stilling op som børnelæge, kom der nul ansøgninger til et job, der ellers som job er meget attraktivt, og som ville have fået rigtig mange ansøgere, hvis det blev slået op i København.

- Jeg tænkte, at problemet for det her sygehus er beliggenheden. Vi ved, at personalet er rigtig glade for at være her, men jeg kan jo konstatere, at vi ligger 130 kilometer fra København, og det er rigtig svært at gøre noget ved. Rigtig mange læger bor i hovedstadsområdet og har et privatliv og små børn, og det kan være vanskeligt at få til at hænge sammen, hvis man har lang transporttid, siger han.

Jeg har fire-dages uge, jeg har ingen nattevagter og jeg har fået en lejlighed, hvor jeg kan overnatte i hverdagene og så tage hjem i weekenden.

Michael Krasheninnikoff, overlæge

Der er dog alligevel eksempler på, at det kan lykkes at trække erfarne læger til fra hovedstaden.

En af dem er Michael Krasheninnikoff, der er overlæge på Afdelingen for Led- og Knoglekirurgi. Han er i dag 65 år og har arbejdet på akutafdelingen på Hvidovre Hospital i over 20 år, før han kom til Nykøbing Falster Sygehus.

- Det var muligt at tilrettelægge en rigtig god seniorstilling, der passede til mine behov, og som tog hensyn til, at jeg ikke kan klare at have døgnvagter. Jeg har fire-dages uge, jeg har ingen nattevagter og jeg har fået en lejlighed, hvor jeg kan overnatte i hverdagene og så tage hjem i weekenden. Jeg er blevet meget glad for at være her og har valgt at blive, fortæller han.

Michael Krasheninnikoff skiftede et hårdt job i Hvidovre ud med et, der tog mere hensyn til hans behov som 65-årig.

De gode vilkår kombineret med, at Michael Krasheninnikoff har ansvar for at uddanne de nye yngre læger, var også afgørende:

- Der skal jo være nogle til at operere mig en dag, hvis jeg falder, så det har været en stor motivationsfaktor. Kommer man herned med en god ballast og en faglig kompetence, så bliver man jo en af dem, der kan være med til at præge udviklingen, og det er vigtigt for mange speciallæger, at man kan gøre en forskel, fortæller han.

Medarbejdere, der pendler til Nykøbing Falster Sygehus, kan booke en lejlighed eller et værelse på sygehusets personalehotel.

Ud over at lokke læger som Michael Krasheninnikoff til har sygehuset også andre redskaber. De har blandt andet lavet en personalebus, som hver morgen fragter personale fra hovedstadsområdet til sygehuset. Der er samtidig værelser og lejligheder på personalehotellet, hvor man kan overnatte billigt.

Selvom der er flere andre initiativer, der skal lokke nye kolleger til, er det ikke nok, erkender direktør Ricco Dyhr. For i løbet af de næste ti år skal der findes mange nye læger. Sygehusdirektøren slår til lyd for, at politikerne må hjælpe med at finde løsninger:

- Det kan være, at vi kan indføre nogle andre strukturer, eksempelvis regulere på turnusordningerne, så man siger, at det er en fast del af ens hoveduddannelsesforløb, at man skal være her. At man går i rotation mellem et hovedstadssygehus og her, siger Ricco Dyhr.

- Man kan også kigge på, om der skal gives et særligt økonomisk tillæg til læger i yderområdet. Der er flere ting, der skal til og et væld af muligheder for at sikre, at vi får læger nok, men jeg har brug for politikernes velvilje. Vi har brug for hjælp til det her. Vi kan gøre rigtig meget selv, men vi kan ikke klare det hele alene, siger han.