Lokalt

20-årig død efter skudepisode i frisørsalon

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Politiet opfordrer vidner, der har set eller hørt noget, til at henvende sig.

En 20-årig mand er død efter at være blevet ramt af skud i en frisørsalon på Mørkhøjvej i Brønshøj ved København.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

De pårørende er underrettet, og politiet opfordrer vidner, der har set eller hørt noget, til at henvende sig på telefon 114.

Ifølge TV 2's udsendte medarbejder oplyser naboer, at det er frisørsalonens indehaver, der er blevet dræbt.

- Der er afgivet flere skud, og den 20-årige mand er afgået ved døden, siger Lars Ole Karlsen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, tirsdag aften til TV 2.

Politiet er massivt til stede på Mørkhøjvej, hvor en mand er blevet ramt af skud tirsdag eftermiddag.

Naboer hørte skud

Knud Hvass, der er leder af Afdelingen for Organiseret Kriminalitet ved Københavns Politi, siger til Ekstra Bladet, at manden var inde i salonen, da han blev ramt af skud.

Frisørsalonen hedder Salon Ørn og ligger lige over for Nørre Gymnasium.

Ifølge TV 2s oplysninger skal der være tale om en enkelt gerningsmand, der er gået ind i salonen og har skudt flere gange, hvorefter han er løbet fra stedet.

- På gerningstidspunktet var han iført et hvidt mundbind, siger Lars Ole Karlsen.

Naboer rystede

Københavns Politi var til stede fra 18 til 20 med den mobile politistation ved Mørkhøjvej 67 i Brønshøj ved København.

- Naboerne herude er rystede over, at det kunne ske ved højlys dag, siger TV 2s udsendte medarbejder.

- Den mobile politistation vil også være her i morgen. Det er klart, det her er bekymrende, og vi er klar over vi har en opgave herude, siger Lars Ole Karlsen tirsdag aften.

Naboerne fortæller til TV 2, at den 20-årige efter deres opfattelse ikke var en del af bandemiljøet i København. Men at der muligvis kom kunder i frisørsalonen, som har tilknytning til bandemiljøet.

- Motivet kan vi ikke sige noget om, og vi kan heller ikke sige om det er banderelateret. Men vi efterforsker bredt, siger Lars Ole Karlsen.

Tirsdag aften udsendte Københavns Politi et signalement af gerningsmanden.

Han beskrives som en yngre mand, mørk i huden og spinkel af bygning. Han var iført mørkt tøj og medbragte en pose.

Politiet har også fået beskrevet gerningsmandens flugtrute efter skudepisoden.

Han løb væk fra gerningsstedet ad Mørkhøjvej mod syd og løb videre ad Mulager.

Blodige opgør

Området omkring Brønshøj og Husum har i årets løb dannet ramme om en række blodige opgør i en bandekonflikt, der har ført til flere skyderier og to drab.

Den 27. marts blev en 24-årig mand påkørt af en bil på et stisystem ved Vestvolden i Husum. Offeret søgte tilflugt i en lejlighed i Søborg, hvor han senere blev fundet død. Siden er en 28-årig mand fra bandemiljøet blevet fængslet for drabet.

Konflikten krævede den 8. april sit andet dødsoffer. En 22-årig mand blev skudt og dræbt foran en boligblok på Åfløjen i Husum. Ifølge politiet havde gerningsmændene ligget på lur og ventet på deres offer i længere tid.

Om drabet på den 20-årige mand i frisørsalonen er sket som led i en bandekonflikt, er dog uvist.

- Det er for tidligt at sige noget om, lyder det fra vicepolitiinspektør Knud Hvass.

Tirsdag aften blev der lagt blomster og tændt lys ved frisørsalonen, hvor den 20-årige mand mistede livet.