Lokalt

Nødblus affyret fra fest - 39-årig og hans venner risikerer nu fængselsstraf

Redningshelikopteren måtte lørdag aften vende hjem til Skrydstrup med uforrettet sag efter, at der blev affyret nødblus over Vejle Fjord. Mads Claus Rasmussen
TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Politiets hundepatrulje “snuste” sig lørdag aften frem til privatfest i Vejle, hvor flere personer angiveligt affyrede håndholdte nødraketter.

Det gik ikke stille af sig ved en privat fest på Vindingvej i Vejle lørdag aften.

Adskillige gange i løbet af aftenen fik nogle af deltagerne den idé at antænde nødblus, der lå i en redningsflåde på stedet. Med det resultat, at redningshelikopteren fra Forsvarskommandoen i Skrydstrup gik på vingerne for at lede efter nødstedte i Vejle Fjord.

- Vi ser på det med meget stor alvor, at man unødigt har tilkaldt redningshelikopteren, der skal redde liv og mennesker. Det kunne have bragt andre i fare. Samtidig er det heller ikke helt billigt at sende sådan en stor helikopter på vingerne, siger Jørn Bystrup, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Han oplyser, at den 39-årige ejer af redningsflåden nu er sigtet for unødigt at have tilkaldt hjælp.

Det er en overtrædelse af paragraf 135 for misbrug af faresignaler, der kan give bøde og fængselsstraf i op til tre måneder.

Hundepatrulje fandt frem til festen

Tidligere på aftenen havde redningshelikopter samt politipatruljer forgæves undersøgt kyststrækningerne på begge sider af Vejle Fjord.

- Efterfølgende fandt vi ud af, at det var falske faresignaler, hvorefter vi begyndte at søge på land. Ved 23-tiden lykkedes det så en af vores hundepatruljer at lokalisere festen på Vindingvej, hvor vi hurtigt fandt redningsflåden og beviser fra tidligere afskudte nødblus liggende ved siden af, fortæller vagtchef Jørn Bystrup.

Vindingvej ligger i bydelen Vinding syd for Vejle Fjord.

Foreløbigt er den 39-årige ejer af redningsflåden eneste sigtede i sagen. Men det kan ifølge vagtchefen ende med, at flere personer sigtes i sagen.

- Det undersøger vi i øjeblikket. Den 39-årige er som ejer ansvarlig. Men han siger til os, at der var flere med til det, så det kan komme på tale, at flere bliver sigtet, siger Jørn Bystrup.

Klokken 20.27 fik Forsvarskommandoen en anmeldelse fra Sydøstjyllands Politi, efter at politiet var blevet kontaktet af to, der havde set et nødblus over Vejle Fjord.