Coronavirus

11 elever smittet i én klasse efter studietur

En række elever fra 3.A på Aarhus Business College - Viby har er testet positiv for covid-19 efter en studietur. alfatravel.dk
TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

En række elever fra 3.A på Aarhus Business College - Viby er testet positiv for covid-19 efter en studietur.

Hele 3.A fra Aarhus Business College - Viby er i disse dage sendt hjem. Det sker efter 11 klassekammerater er testet positiv for coronavirus efter en studietur til Polen.

Skolen pointerer, at studieturen foregik efter de gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. Eleverne havde desuden en række yderligere restriktioner med i bagagen til Polen, og alkohol var som altid forbudt.

- Det er meget uheldigt, og vi er meget kede af, at de er blevet smittet, men det kunne lige så godt være smittet, hvis de var i Aarhus, siger Gitte Nørgaard, der er direktør for Aarhus Business College, der har 3000 elever fordelt på fem afdelinger i Aarhus.

HHX i Viby har i alt haft 13 klasser på studietur, men det er indtil videre kun elever fra en af de 13 klasser, der er blevet ramt af coronasmitte. Det vides dog ikke, om eleverne er blevet smittet på selve studieturen.

De klasser, der skulle være sendt afsted i denne uge og næste uge, kommer til gengæld ikke afsted.

- Sundhedsstyrelsens retningslinjer blev ændret i mandags, så de nu anbefaler, at man ikke sender elever på studietur, siger Gitte Nørgaard.

Eleverne fra 3.A modtager i øjeblikket hjemmeundervisning. De kan vende tilbage til skolen, når de kan fremvise en negativ test.

Gitte Nørgaard fastholder, at det var forsvarligt at sende eleverne afsted i sidste uge.

- Vi handlede efter myndighedernes retningslinjer. Men jeg er rigtig ked af, at der er 11 elever, der er blevet smittet, siger hun.