Lokalt

Flere elever testet positive på skole i Brønderslev

Sender elever hjem: Flere smittede på Dronninglund Skole Katja Schlaikier
TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Brønderslev Kommune er én af de kommuner, der har det højeste kontakttal. Nu er flere elever på Dronninglund Skole testet positive.

Onsdag er der travlhed på Dronninglund Skole. Flere elever er testet positive for covid-19, og derfor er skolen i gang med at sende elever hjem.

- Lige nu udvikler det sig time for time. Vi har kontaktet Styrelsen for Patientsikkerhed for at være sikre på, at vi griber det an på den rigtige måde, og så er vi samtidig ved at færdiggøre information til forældrene, for vi ved, at der er mange, der er bekymrede lige nu, fortæller skolechef i Brønderslev Kommune, Carsten Otte, til TV2 Nord.

De seneste dage har et stigende antal smittede i kommunen betydet, at Brønderslev lige nu er den kommune i landet med 3. flest smittede per 100.000 indbyggere.

At smitten nu også har bredt sig til skolen i Dronninglund, overrasker derfor ikke Carsten Otte.

- Sådan som tingene har udviklet sig de seneste dage, har vi faktisk bare gået og ventet på, at vi nu nåede den her fase med smittede elever, og derfor har vi også været forberedte.