Lokalt

Forening vil give medalje til dømt ulveskytte

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Ulvefrit Danmark har indsamlet penge til en medalje til ulveskytten Mourits Troldtoft, der er dømt for at skyde en ulv tilbage i 2018.

Onsdag aften overrækker foreningen Ulvefrit Danmark en medalje og en gavecheck til en mand, som ifølge foreningen fortjener hæder.

Det er ulveskytten Mourits Troldtoft, der modtager hyldestgaven onsdag, efter foreningen har afholdt generalforsamling. Han blev sidste år idømt 40 dages betinget fængsel for at have skudt en ulv i nærheden af Ulfborg tilbage i foråret 2018.

Ulvefrit Danmark kæmper for, at det skal være lovligt at skyde ulve i Danmark, og det er også grunden til, at foreningen har stået for at indsamle penge til hyldestgaven.

- Formålet med indsamlingen er at skabe noget debat. Vi har i længere tid prøvet at få fat i politikere og sikre, at der skete noget, men det har været fuldstændig umuligt, siger formand Steffen Troldtoft til TV MIDTVEST.

Han understreger dog, at han selv er inhabil i sagen, da Mourits Troldtoft er hans far.

Af samme grund har formanden heller ikke siddet med til foreningens drøftelser om at overrække medaljen til ulveskytten.

Den 66-årige landmand Mourits Troldtoft mener fortsat, at han gjorde det rigtige, da han skød en ulv på sin mark i april sidste år. Video: Ole Pars Video: Jonas H. R. Moestrup

- Lovgivningen er åndssvag

Steffen Troldtoft vil ikke ud med det præcise beløb på gavechecken. Han ved heller ikke præcist, hvor mange mennesker der været med til at poste penge i indsamlingspuljen.

Han har dog indtrykket af, at det er mere end 100 personer, der har støttet med større eller mindre beløb.

Hvorfor synes I, der er grund til at hylde Mourits Troldtoft?

- Fordi han gjorde det rigtige, og det er han så blevet straffet for, fordi lovgivningen er åndssvag, siger formand Steffen Troldtoft til TV MIDTVEST.

Steffen Troldtoft er formand for Ulvefrit Danmark.

Vil provokere og skabe opmærksomhed

Foreningen håber, at hædringen af Mourits Troldtoft kan provokere og skabe opmærksomhed.

Den håber, det kan være med til at råbe politikerne op og få ændret lovgivningen, så ulven ikke længere er fredet, som den er i dag, men i stedet skal på listen over invasive arter.

Når I hylder en mand, der er dømt, går I så ikke også ind og opfordrer til selvtægt?

- Det mener vi sådan set ikke. Indsamlingen er i forhold til det, han har gennemgået - ikke i forhold til, at han har gjort noget ulovligt. Han har gjort noget, som var fornuftigt. Det er han så desværre blevet dømt for, og det kan man altid være utilfreds med. Sådan er retssystemet, siger Steffen Troldtoft.

Ulvefritdanmark.dk havde sidste år 296 medlemmer og har eksisteret siden 2018.