Coronavirus

Hel klasse sendt hjem - elev uden symptomer viste sig smittet

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

En elev på Skovbyskolen i Galten nær Skanderborg er konstateret smittet med coronavirus. Nu er hele klassen og lærerne sendt hjem.

Skovbyskolen i Galten nær Skanderborg er mandag blevet orienteret om, at en elev fra 2. klasse er konstateret smittet med coronavirus.

Det oplyser skolelederen til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor har skolen sendt hele klassen og lærerteamet omkring klassen hjem for at blive testet.

- Hele klassen er sendt hjem. De betragtes som nære kontakter, og skal derfor testes to gange, siger skolelederen Kim Skjærbæk.

Eleverne kan tidligst komme tilbage i skole fredag, hvis de altså har en negativ test.

Havde ingen symptomer

Skolelederen fortæller, at den pågældende elev ikke havde symptomer på at være smittet.

Eleven havde været i kontakt med en person, som var konstateret smittet med covid-19, og derfor valgte forældrene at få eleven testet.

Og det viste sig at være en god idé.

- Forældrene til eleverne i klassen har taget det meget alvorligt, og de har været virkelig gode til at håndtere det her, siger skolelederen.

Ifølge skolen er ingen af de ansatte på nuværende tidspunkt testet positive.

Elev smittet på specialskole

Skovbyskolen i Galten er ikke de eneste i Østjylland, der her til morgen måtte aflyse undervisningen i en klasse på grund af coronavirus.

En klasse og dens lærere fra specialskolen Pindstrupskolen på Djursland måtte også blive hjemme mandag morgen, da en af skolens elever er smittet med corona.

Det skriver Syddjurs Kommune på Facebook.

I Syddjurs Kommune er det kommunens sundhedsberedskab og Opsporingsenheden ved Styrelsen for Patientsikkerhed, der har afgjort, hvem der er hjemsendt.

Eleven har udover klassen været i tæt kontakt med to andre elever og en taxichauffør. De er alle blevet kontaktet direkte for at blive testet

Alle skolens forældre har fået besked via intranettet AULA. De hjemsendte har fået direkte besked.