Lokalt

Læge smittet med coronavirus - lægeklinik lukket ned

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

En læge i Holstebro er testet positiv for Covid-19. Derfor er lægeklinikken nu lukket i en uge, mens alle ansatte bliver testet.

"Så skete det, vi frygtede allermest og har gjort alt for at undgå. En medarbejder i Lægeklinikken Brotorvet er i går blevet testet covid-19 positiv."

Med de ord måtte praktiserende læge Michael Poulsen i dag lukke sin praksis i Holstebro ned for alle patienter. En læge i klinikken er ramt af covid-19, og det har altså øjeblikkeligt lukket Lægeklinikken Brotorvet ned.

- Det er et mareridt. Vi er utroligt kede af den her situation, men vi kan ikke gøre andet end at lukke, lyder det fra en meget, meget ærgerlig Michael Poulsen.

Den covid-19-ramte medarbejder har ifølge Michael Poulsen fulgt alle retningslinjer. Det har alle i lægeklinikken gjort, lige siden myndighederne meldte retningslinjerne ud.

Det er et mareridt. Vi er utroligt kede af den her situation, men vi kan ikke gøre andet end at lukke

Michael Poulsen, praktiserende læge, Holstebro

- De forudgående 48 timer har hun overholdt hygiejneregulativerne med afstand til de patienter, hun har set, brug af mundbind og handsker ved kontakt, afspritning af hænder og inventar, forklarer han.

Medarbejderne er løbende blevet testet, der er brugt litervis af håndsprit, visirer, handsker og holdt afstand, forklarer Michael Poulsen.

- Jeg synes ikke, vi har fortjent det. Men det er jo derfor, man skal overholde reglerne, holde afstand, spritte hænder af og så videre. Det her viser med al tydelighed, hvor smitsom den her virus er.

Blev syg i weekenden

For på trods af alverdens tiltag ramte covid-19 alligevel en af hans ansatte i weekenden.

- Hun var rask i fredags, men blev syg henover weekenden. Mandag blev hun testet, og i morges fik hun så svaret.

Et svar, der altså har betydet, at alle patienter nu må undvære deres egen læge i en uge, mens al personale bliver testet og afventer svar. Imens er de alle gået i selvisolation.

Jeg synes ikke, vi har fortjent det. Men det er jo derfor, man skal overholde reglerne, holde afstand, spritte hænder af og så videre. Det her viser med al tydelighed, hvor smitsom den her virus er

Michael Poulsen, praktiserende læge, Holstebro

- På grund af inkubationstiden, så bliver vi testet både i dag og igen på torsdag, men for at være på den helt sikre side, så åbner vi først klinikken igen på mandag og kun for telefonisk konsultation. Vi tager ingen chancer, forklarer Michael Poulsen.

Ingen grund til bekymring

Han vil være helt sikker på, at ingen ansatte i klinikken kan være syge og dermed risikere at smitte patienterne.

- Det er jo vores allerstørste bekymring. For det her er virkelig en smitsom virus. Det må man bare sige. Og der er jo den her falske tryghed forbundet med de her test, for man ved jo ikke, hvornår man bliver smittet – og derfor ved man heller ikke, hvornår man smitter.

Den person, som er testet positiv, har opfyldt alle retningslinjer, så risikoen for, at hun skulle have smittet andre, er ekstremt lav

Michael Poulsen, praktiserende læge, Holstebro

Men Michael Poulsen mener ikke, at der er grund til bekymring hos patienter, der har været i klinikken i sidste uge.

- Den person, som er testet positiv, har opfyldt alle retningslinjer, så risikoen for, at hun skulle have smittet andre, er ekstremt lav. Men er man utryg, så skal man blive testet – og selvfølgelig hvis man har symptomer, siger han.

Patienter hos Lægeklinikken Brotorvet bliver nu henvist til Lægeklinikken Enghaven samt Lægerne Bondesen & Houe.

Opdateret 25. august kl 16.16: Tidligere fremgik det af artiklen, at det var en sygeplejerske, som var smittet med Covid-19, men der er i stedet tale om en læge. Fejlen er nu rettet i artiklen.