Coronavirus

Elever strejker og demonstrerer igen i Aarhus: Nok er nok!

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Gymnasieelever - og deres rektorer - kalder på handling.

De er frustrerede, ensomme og ved at miste motivationen.

Mange gymnasieelever i Aarhus mistede endegyldigt tilliden til sundhedsmyndighederne og regeringen, da det i sidste uge blev bestemt at forlænge en række tiltag for at begrænse smitten i Aarhus Kommune.

Beslutningen indebærer, at gymnasier og ungdomsuddannelser i Aarhus tidligst kan se frem til at vende tilbage til deres skoler 4. september - og det betyder, at gymnasieeleverne med undtagelse af nogle ganske få dage ikke har været i skole i et halvt år. I stedet står den på virtuel undervisning.

Alt for høj pris

Mandag sender gymnasieeleverne på forskellig vis et budskab til sundhedsmyndighederne, regeringen og lokalpolitikerne.

Budskabet er ganske enkelt: Nok er nok.

En af demonstranterne møder TV2 ØSTJYLLAND, da hun er ved at skrive et skilt med teksten "Vi tager ikke lorten længere".

- Vi er trætte af, at det er os, der skal ofre os gang på gang. At vi ikke får lov til at gå i skole og opleve alt det sociale her i starten, siger Victoria Tvedsøe, som lige er startet i 1.g på Aarhus Katedralskole.

Eleverne på flere aarhusianske gymnasier har valgt at strejke mandag, og her til eftermiddag demonstrerer elever fra byens ungdomsuddannelser foran rådhuset i Aarhus.

- Nok er nok. Vi synes, at de unge betaler en alt for høj pris for nedlukningen, og særligt de 1.g’ere, som slet ikke får mulighed for at møde deres klassekammerater eller få en ordentlig start på deres gymnasietid, er ramt af nedlukningen, siger formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i Østjylland, Peter Hove til TV2 ØSTJYLLAND

Mundbind til deltagere - og vagter på stedet

Også Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Erhvervsskoleelevernes Elevorganisation og de lokale elevråd er med til at arrangere demonstrationen.

Her understreges det, at der bliver uddelt mundbind til alle deltagere. Der vil desuden være vagter til stede for at sørge for, at folk ikke går for tæt, så man undgår smitte med coronavirus.

Og kommer der over 120 deltagere, vil nye fremmødte blive bedt om at forlade pladsen.

Giver ingen mening

Der er brug for nødløsning hurtigst muligt, lyder det fra elevrådsforperson på Viby Gymnasium, Emil Stork Olesen.

Han undrer sig over, at gymnasieeleverne kan mødes og drikke en øl på en café, men ikke gå i skole.

- Myndighedernes prioriteringer giver ingen mening, og denne tid har påvirket eleverne meget. Det her er ikke ynk, men et reelt problem på gymnasierne, siger Emil Stork Olesen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi har ikke lært det, vi skal. Nu er vi startet på et nyt år, og der er mange fag, vi ikke får startet ordentligt op. Vi savner skolen og det sociale aspekt. Vi lærer også mange sociale kompetencer ved at gå i gymnasiet.

Tager imod alt

Ifølge Emil Stork Olesen har en række 1.G'ere i Aarhus valgt at søge væk fra byen og til Skanderborg Gymnasium for at undgå virtuel undervisning.

Eleverne på Viby Gymnasium vil tage imod alt, hvad de kan få, lyder det.

- To eller tre dage om ugen er fint, og vi er positive over enhver model så længe, vi kommer tilbage til skole, siger Emil Stork Olesen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er ikke kun gymnasieeleverne, der er frustrerede over situationen.

"Hjerteskærende"

Rektorer, direktører og bestyrelsesformænd på ungdomsuddannelserne i Aarhus sendte torsdag i sidste uge et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

I brevet opfordrer rektorerne til, at regeringen "genovervejer anbefalingen om, at ungdomsuddannelserne endnu engang skal bære en væsentlig del af ansvaret for, at smittetrykket sænkes i Aarhusområdet, og i stedet udviser tillid til, at skolerne kan håndtere situationen på forsvarlig vis."

Ifølge rektor på Egaa Gymnasium, Martin Ingemann, sidder en masse elever derhjemme og føler sig helt glemt, mens deres yngre søskende går i skole.

- Jeg har elever, der i den grad mistrives og er ved at give op. Det er hjerteskærende, for de føler sig glemt på alle måder.

Ifølge Martin Ingemann er de aarhusianske gymnasier "ved at smide tre årgange på gulvet".

Virolog: Gymnasier kan sagtens åbne

Professor i virologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan mener også, at man sagtens kan åbne gymnasierne igen.

- Vi har set i folkeskoler, hvor effektivt man kan lukke enkelte klasser ned og sende elever hjem, indtil de har en eller to negative test, og det kan man sagtens gøre på gymnasier også, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Søndag bakkede både Alternativet og Radikale også op om eleverne.

Borgmester: En tung byrde

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) kan godt forstå frustrationen blandt byen gymnasieelever og rektorer.

- Jeg synes, at gymnasieeleverne bærer en ret tung byrde i øjeblikket. Det er jo det samlede aktivitetsniveau i samfundet, der betyder noget for smittetallet, og der har de altså i mange måneder holdt for, så jeg synes, det er en rimelig diskussion, om de skal blive ved med det, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

I et facebookopslag skriver borgmesteren blandt andet, at han mandag vil drøfte situationen med sine kollegaer i Magistraten og "derfra løfte drøftelsen med de statslige myndigheder."

TV 2 har mandag forsøgt at få en kommentar fra Jacob Bundsgaard om, hvad han konkret vil gøre for eleverne. Han er ikke vendt tilbage.