Lokalt

To personer dræbt i ulykke på Falster

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Ulykken skete lige efter klokken otte. De pårørende er underrettet.

To personer mistede lørdag morgen livet i en trafikulykke på Falster, da to personbiler stødte frontalt sammen på Gaabensevej lige nord for Nykøbing Falster.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2.

Der blev tilkaldt flere ambulancer og en lægehelikopter, men de to førere af bilerne stod ikke til at redde, og de døde begge på stedet.

Der er tale om en 37-årig mand og en 31-årig kvinde. Deres pårørende er underrettet. Der var ikke andre involveret i ulykken.

Ulykken skete lige efter klokken otte. Politiet var fremme fire og et halvt minut efter anmeldelsen og fik hurtigt spærret stedet af.

- Der er et omfattende redningsarbejde i gang, og vi vil meget gerne opfordre til, at alle giver redningsarbejdere og politiet plads og ro til at arbejde på ulykkesstedet, sagde politiets vagtchef Kent Edvardsen på det tidspunkt til TV2 ØST.

Politiet er nu igang med at efterforske, hvordan ulykken er sket, og der er tilkaldt en bilinspektør, som det er fast procedure ved alvorlige ulykker.