Lokalt

Folk bader ulovligt i Københavns Havn uden straf - men det bliver der ændret på

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Folk, der bader ulovligt i Københavns Havn, er et problem igen i år, men nye tiltag er på vej, så politiet fremover kan tage bødeblokken i brug.

Hedebølgen har sørget for, at københavnerne kan nyde den sidste rest af sommer, og det får folk til at flokkes omkring Københavns Havn for at bade.

Det er dog kun de færreste, der er klar over, at det er ulovligt at bade i Københavns Havn – udenfor de afmærkede havnebade, vel at mærke.

Og der er sådan set heller ikke en konsekvens af overtrædelsen, for politiet giver så godt som aldrig bøder for at bade ulovligt.

Men det skal der snart laves om på, for By & Havn er i gang med at ændre i havnereglementet, så politiet fremover kan stå klar med bødeblokkene, når der sker en lovovertrædelse i havnen.

200.000 folk bader ulovligt

Kristian Wederkinck, kommunikationschef for By & Havn, fortæller, at gæster, der bader ulovligt, er et problem både for andre skibsfartøjer i havnen, men også fordi man ikke kan garantere, at vandet er rent udenfor havnebadene.

- Folk, der svømmer i havnen, er kun små prikker i vandet, så hvis de svømmer udenfor havnebadene, er det svært for både og havnebusser at se dem.

Kristian Wederkinck oplyser, at det er omkring 200.000, der årligt bader ulovligt i Københavns Havn.

Nye tiltag skal hjælpe

By & Havn har, i samarbejde med Københavns Kommune, arbejdet på flere nye tiltag, som skal kunne gøre det nemmere for folk at undgå at bade ulovligt.

- Vi skal gøre endnu større indsats for at informere folk om, hvad man må, og hvad man ikke må, siger Kristian Wederkinck.

Blandt andet arbejder Københavns Kommune på at udvide nuværende badezoner og tilføje nye badezoner, mens By & Havn er ved at gennemgå al skiltning ved havnen, så reglerne står klarere for de badende gæster.

Kristian Wederkinck oplyser, at der derudover vil nye og tydeligere regler for Københavns Havn, som også tjener formålet at gøre det lettere for politiet at håndhæve reglerne.

Hvor stor en bøde, du risikerer ved at springe i vandet uden for badezonerne til næste sommer, er dog ikke på plads endnu.

De mest plagede steder

Det er især områder som Marmorbyen, Krøyers plads, Ophelia Beach samt området omkring Islands Brygge og Havneholmen, hvor der er er flest mennesker, som bader ulovligt.

Hos By og Havn arbejdes der på en app, som skal kunne vise, hvor man må bade, men også hvilke havnebade der er overbefolkede, og hvilke der er ledige. Man forventer, at appen kan være klar til sommer 2021.