Øbo fik uventet besøg af kronprinsen
"Jo, det gik sådan set lige efter bogen." Sådan siger Jørgen Nielsen om, hvordan det var at have besøg af Kronprins Frederik.
Jørgen Nielsen er den eneste fastboende på øen Hirsholmen - den største af Hirsholmenes otte øer, der ligger i Kattegat lige uden for Frederikshavn.
Her var han forberedt på at få besøg og vise rundt, da Mikkel Beha Erichsen og hans familie sejlede forbi som en del af optagelserne til programmet "Kurs mod danske kyster".
Hvad Jørgen Nielsen ikke vidste var, at han også skulle have besøg af landets kommende konge.
- Og det var nok godt nok, jeg ikke vidste det, for så havde jeg nok bare spekuleret på, hvordan jeg skulle tackle det, og så kan det også være, at jeg havde fået nerver på, men jeg vidste faktisk ikke, at kronprins Frederik var med, nærmest før han var her, fortæller Jørgen Nielsen til TV 2 Nord i forbindelse med, at programmet med ham og prinsen netop har været sendt i tv.
- Go' daw Frederik
Jørgen Nielsen havde set, at der var kommet nogen på øen, et par mænd som han antog var fotografer og en del af tv-produktionen.
Men da han faldt i snak med dem, fandt han ud af, at de var bodyguards og passede på Kronprinsen, der sejlede med på Mikkel Beha Erichsens og familiens skib Wallenberg i to døgn.
- Det kom som noget af en overraskelse, siger Jørgen Nielsen og tilføjer, at kronprins Frederik gav ham hånden og sagde "go' daw, Jørgen" - og så svarede Jørgen tilbage med et "go' daw, Frederik".
Så var stilen ligesom lagt, mener Jørgen Nielsen, som derfra ikke længere behøvede at bekymre sig om at sige De eller Deres Kongelige Højhed.
- Vi var dus, og han var helt nede på jorden og helt almindelig. Og det var egentlig et hyggeligt besøg, fortæller Jørgen Nielsen, som tilføjer, at der blev grint en del i løbet af de tre timer, gæsterne var på besøg.
- Ja, for pokker, de er nogle herlige gutter, både Frederik og Mikkel Beha, og ja også sønnerne, siger Jørgen Nielsen.
Plads til grin og alvor
Han lavede allerede fra start sjov med kronprinsen, da han ville vide, hvordan Jørgen Nielsen kan holde til al den larm fra mågerne på øen.
Til det spørgsmål svarede Jørgen: Hvad siger du?
Også da Jørgen Nielsen og gæsterne på deres tur rundt på øen gik forbi en branddasker, endte samtalen mellem øboen og kronprinsen i grin og klap på skuldrene.
- Det var en oplevelse med sådan et besøg, siger Jørgen Nielsen.
Der blev også tid til en alvors snak, da kronprins Frederik og familien Beha sammen med Jørgen Nielsen gik hen på kirkegården, hvor Jørgen Nielsens hustru ligger begravet.
Her overraskede kronprinsen ved på forhånd at vide besked om, at Jørgen har en særlig nytårstradition på kirkegården.
- Jeg drikker altid champagne nytårsaften til midnat - så sidder jeg der på den nordre ende af øen, hvor hun ligger begravet, og tænker lidt, fortæller Jørgen Nielsen.
Tre timers besøg
Det blev til tre timers besøg af kronprinsen til Jørgen Nielsen ud af de to døgn, Mikkel Beha Erichsen og hans familie havde kronprins Frederik ombord.
Allerede inden afgang meddelte sejlerfamilien, at kronprinsen ville komme til at indgå som en del af besætningen på lige fod med de øvrige sejlere. Der ville altså ikke være nogen særbehandling på havet for den kongelige gæst, som er uddannet frømand og selv har sejlerfaring.
- Vi har ikke lavet noget kongeligt program for kronprinsen, men vi deler den kærlighed, vi har til Danmark, med ham, siger Mikkel Beha Erichsen i programmet "Kurs mod danske kyster", der kan ses på TV 2 PLAY.