Lokalt

Skole i Aarhus udsætter skolestart efter smitte

TV2 Østjylland logo
I samarbejde med TV2 Østjylland

Aarhusiansk skole udsætter for anden gang skolestarten for de mindste elever.

- Kære forældre i 0.klasse - nu har jeg en besked til jer, som omhandler første skoledag.

Med de ord starter skoleleder på Skjoldhøjskolen i Aarhus, Henrik Josva Schou, en facebookvideo rettet mod forældre til de små børn, der efter planen snart skulle være begyndt i 0.klasse på skolen.

I videoen gør han det klart, at de mindste elever alligevel ikke skal starte torsdag som planlagt, fordi nogle børn fra årgangen i sidste uge var i nærkontakt med et coronasmittet barn.

En stor dag

Ikke alle af de børn har endnu fået deres testsvar tilbage, og derfor vælger skolen at udsætte skolestarten for alle de nye elever til mandag.

- Hellere skyde hele skolestarten end at starte op, hvor ikke alle elever kan møde op på første skoledag, siger Henrik Josva Schou til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det er en stor dag for eleverne i 0. klasse og i øvrigt også deres forældre. Vi hejser flaget, og der er balloner med skolens logo på, og vi synes, det er en god idé at lave en fælles opstart.

Udskudt for anden gang

De mindste elever på Skjoldhøjskolen har allerede fået udskudt deres start én gang - fra mandag til torsdag.

Det skyldes, at en kommende elev i 0. klasse er blevet testet positiv for covid-19.

I alt er tre børn på skolen smittede, mens et antal elever skal testes. De øvrige årgange er startet op som normalt efter sommerferien.

Nogle af de nye elever skal igennem to tests. Det er derfor svartiden trækker ud, oplyser Henrik Josva Schou til TV2 ØSTJYLLAND.

Ledelsen på Skjoldhøjskolen blev fredag i sidste uge gjort opmærksom på, at en elev var smittet og har siden arbejdet på at finde ud af, hvem barnet har været i kontakt med.