Lokalt

Politikere vil gennemføre Aarhus festuge, der besøges af op mod 500.000

Sådan så Aarhus Festuge ud i 2019. Meget vil blive anderledes i år - hvis festugen altså bliver afholdt. Martin Dam Kristensen
TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Professor Hans Jørn Kolmos mener ikke, at det er en god ide at afholde Aarhus Festuge.

Aarhus Festuge skal gennemføres, selvom antallet af smittede med coronavirus er steget i byen den seneste tid.

Det mener Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Venstre i Aarhus - så længe ugen afholdes under de restriktioner, der er udstedt fra myndighedernes side.

- Vores tillid til borgerne i Aarhus er så stor, at vi tror på, at det kan de godt finde ud af, siger Venstres leder i Aarhus byråd, Hans Schou til TV 2 ØSTJYLLAND.

Aarhus Festuge løber over 10 dage og er en af Nordeuropas største kulturfestivaler. Den besøges af op imod 500.000 gæster hvert år.

Hos Det Konservative Folkeparti mener man, at festugen er en kærkommen mulighed for et afbræk i en coronapræget hverdag.

- Vi ved, at mange døjer med ensomhed, og den problematik er vokset eksplosivt under coronakrisen. Vi mener, at en festuge kan være med til at løsne op for ensomheden og få løftet folk ud af den, siger Peter Sporleder (K).

Han tror også på, at borgerne kan finde ud af at passe på sig selv og hinanden.

Det er en dårlig ide. Smittetrykket er stigende i Aarhus, og man har ikke kontrol over coronavirussen.

Professor Hans Jørn Kolmos

Statens Serum Institut advarer Folketinget mod at åbne barer, natklubber og spillesteder, da det er steder, hvor smitte kan sprede sig hurtigt på grund af tæt kontakt og alkohol, der gør os mere tilbøjelige til at se bort fra retningslinjerne om god afstand og hygiejne.

Folketingets partier skal onsdag forhandle om den såkaldte fase fire i genåbningen af Danmark. Hvis barer, natklubber og spillesteder ikke bliver en del af fase fire, så bliver de heller ikke en del af festugen, siger Hans Schou.

- Hvis man tager den festuge, vi kigger ind i, så er det en festuge, der er tilpasset en virkelighed, hvor corona er iblandt os (…) Hvis myndighederne ikke åbner for natklubber og spillesteder i fase fire, så er det et vilkår, som Aarhus Festuge retter ind efter, siger han.

SF’s rådmand Thomas Medom foreslog tirsdag, at Aarhus Festuge skal aflyses eller udskydes på grund af de stigende smittetal i Aarhus. Han mener ikke, at det er forsvarligt at kombinere mange mennesker med alkohol på nuværende tidspunkt.

- Med det nuværende smittetryk i Aarhus virker det ikke som verdens bedste idé at samles til festuge om godt to uger, lyder det fra Thomas Medom.

Thomas Medom frygter, at festugen kan bidrage til øget smitte i Aarhus. Indslaget er fra d. 11. august 2020. Video: TV 2 Østjylland

Professor: Dårlig ide

Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, mener heller ikke, at det er forsvarligt at afholde en festuge i Aarhus om cirka to uger, som situationen er i byen.

- Det er en dårlig ide. Smittetrykket er stigende i Aarhus, og man har ikke kontrol over coronavirussen.

- Det afgørende er, at der er mange mennesker samlet. Det vil formentlig være mange smittebærere til arrangementet, og folk kan have svært ved at holde afstand. Især når man har fået noget at drikke, siger han.

Direktør: Vi har tilpasset corona

Direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner, anerkende bekymringen for folkesundheden, men hun forklarer, at man har planlagt festugen efter en virkelighed, der er tilpasset corona.

- Det er klart, hvis man tænker festugen som masser af øl, så kan man være bekymret. Men det har vi tonet ned for og i stedet gjort mere ud af det kulturelle og debatskabende. Det bliver meget anderledes i år, siger hun.

En stor del af festugens arrangementer vil foregå udendørs. Ved de arrangementer, der skal holdes indendørs, er der sat et loft på antallet af billetter, så gæster kan holde en passende afstand til hinanden.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S), der også er formand for Aarhus Festuge, siger, at man fra kommunens side følger situationen nøje. Men han er også positiv i forhold til at afholde den traditionelle festuge, der begynder 28. august.

- Aarhus Festuge tilpasses omstændighederne og kan tilpasses med kort varsel (…). Borgernes sikkerhed er altid første prioritet. Derfor laves en løbende sikkerhedsvurdering, og arrangementer gennemføres kun, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt, siger han.

Politikere: Kan være anderledes om to uger

Peter Sporleder og Hans Schou anerkender begge, at meget kan se anderledes ud om to uger, når festugen efter planen skal begynde. Men de håber begge, at festugen bliver en realitet. Det har vi brug for, lyder det fra dem begge.

- Vi er også sociale mennesker, som har behov for at være ude og i dialog og kontakt med hinanden. Det synes jeg er noget af det, som festugen kan. Så længe vi efterlever myndighedernes betingelser og krav, så synes jeg ikke, vi skal lukke ned for festugen, siger Hans Schou, politisk leder for Venstre i Aarhus byråd.

Hans konservative kollega har også stor tillid til ledelsen bag Aarhus Festuge.

- Vi ved, at festugen arbejder med de hensyn, der skal til, og vi synes, at vi har brug for at komme ud og opleve noget og være sammen i den her mærkelige tid, siger Peter Sporleder (K).

Fra mandag til tirsdag steg antallet af smittede i Aarhus med 56 personer.