Lokalt

Øboere overfuset af turister: De laver fuck-finger og råber af os

Fannikkere har taget sagen i egen hånd og lavet deres egne skilte, der skal vise turisterne, at de har fortrinsret ved færgen. Hans Lausten / TV Syd
TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Bedre skiltning på havnen kan løse konflikt med turister, mener flere fannikkere.

Flere beboere på Fanø oplever at blive overfuset af turister, når de benytter deres fortrinsret på færgeturen til og fra Fanø.

- Jeg har oplevet, at folk råber og skriger, giver fuckfinger og kører ind foran os og spærrer vejen. Det er rigtig ubehageligt, når man bare er på vej hjem, siger Rebekka-Liv Schmidt.

Hun er bosiddende på Fanø, men arbejder til dagligt i Esbjerg. Hun er derfor afhængig af at komme med færgen for at kunne passe sit arbejde og andre gøremål. En transportform, som plejer at forløbe roligt, men sådan er det langtfra for tiden.

Da vi skulle hjem med færgen, sad min datter på syv og sagde: ”Hvad laver manden?” Og så sad han og lavede fuckfingre af os

Rebekka-Liv Schmidt, fannik

Mor, hvad laver manden?

Årsagen til, at situationerne opstår, er, at fannikkerne har fortrinsret til færgen med deres ø-bizz. Men det ved turisterne ikke.

- Da vi skulle hjem med færgen, sad min datter på syv og sagde: ”Hvad laver manden?” Og så sad han og lavede fuckfingre af os. Jeg synes, det er dybt pinligt, siger Rebekka-Liv Schmidt.

Hun er ikke den eneste, som er træt af situationen ved færgelejet. På Facebooksiden 'Sejler Fanøfærgen lige nu?' slutter flere fannikker sig samstemmigt i kor.

Ida Schmidt Nielsen har også oplevet at blive overfuset.

- Jeg blinkede og pegede på mit skilt, som giver fortrinsret, men han lavede bare gestikulationer til mig om, at jeg var dum, og at jeg bare skulle om bag i køen. Og så ræsede han ind og spærrede for mig, siger Ida Schmidt Nielsen.

Mangelfuld skiltning

På Fanø har de en decideret ø-bane, som fannikkerne kan benytte, men den mulighed er der ikke i Esbjerg. Her opfordres øboerne af Molslinjen, som står for driften af færgerne, til at køre udenom hele køen og så skære ind foran ved betalingsanlægget for at komme først på færgen.

Men den regel er bare ikke skiltet tydeligt nok, mener øboerne.

- De tror jo, at jeg snyder foran i køen, efter at de har siddet i kø i over en time måske. Så jeg kan sagtens forstå dem. De har jo også børn og hund i bilen, siger Rebekka-Liv Schmidt.

Sådan ser skiltet ud, som fortæller om fannikkernes fortrinsret ved færgen.

På nuværende tidspunkt sidder der tre A3-papirer på stolpen ved betalingsanlægget, hvor der står, at beboerne har fortrinsret. Men ifølge fannikkerne er papirerne ikke til at læse – og dermed årsagen til at konflikterne opstår.

Molslinjen: Skilte virker ikke

Fannikkerne efterlyser, at Molslinjen laver bedre skiltning, så fannikkerne ikke bliver overfuset, når de skal hjem til Fanø. Men så nemt er det ikke, mener de hos Molslinjen.

- Vi har prøvet forskellige skilteløsninger, og nogen bliver kørt ned, og lige nu hænger der tre A3-skilte, som forklarer det her. Og bliver de større, så kommer de til at rage ud, og så kører campingvognenes sidespejle dem ned. Og så har vi portalen over indgangen, men vores erfaring er, at det ser folk ikke, og så er vi bange for, at de vil begynde at vælge den bane fra, og det vil skabe trængsel, siger Jesper Mack, kommunikationschef hos Molslinjen.

Han henviser i stedet til, at fannikkerne bruger det personale, som er til stede på havnen.

- Vores personale på havnen er fuldt opmærksomme på det her, og de griber ind, når de ser det her ske, for folk skal ikke svines til, når de bruger deres anviste fortrinsret, siger Jesper Mack.

I juni vedtog regeringen som led i sommerpakken at gøre færgeoverfarter til øerne gratis for gående og cyklister. I august og september er der billigere billetter til alle – også bilister. Hensigten med sommerpakken er at få gang i turismen i Danmark efter coronakrisen.