Lokalt

Juicefabrik omlagde produktion til håndsprit - nu skal de trække produkterne tilbage

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Seimei i Nakskov har produceret håndsprit på flasker under coronakrisen. Nu skal de trække produktet tilbage, fordi det ligner en fødevare.

Hylderne med håndsprit blev hurtigt rømmet, da coronakrisen lagde sig tungt over Danmark i starten af marts. Derfor valgte blandt andre Nakskov-virksomheden Seimei på opfordring fra myndighederne at omstille produktionen til håndsprit.

Det er fuldstændigt ødelæggende

Mette Feldt, stifter og medindehaver af Seimei

Ordrebøgerne på virksomhedens normale produkter, juice og smoothies, stod gabende tomme, efter at caféer og restauranter blev pålagt at lukke. Derfor blev alt sat ind på at byde til med netop det produkt, som hele landet sukkede efter: håndsprit.

- Vi arbejdede 18 timer i døgnet i den periode, fortæller stifter og medindehaver af Seimei, Mette Feldt.

- Vi gjorde ligesom de andre producenter, hvad vi kunne. Den eneste grund til, at vi kunne hjælpe, var, fordi vi havde emballagen i forvejen.

Spritten blev på den måde hældt på samme flasker, som bruges til juice og smoothies.

Produktet med håndsprit ligner for meget en fødevare, lyder det fra Miljøstyrelsen. Det er håndspritten i midten.

Men netop emballagen til Seimeis håndsprit har nu vist sig problematisk. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion mener, at den minder om en fødevare. Derfor har Seimei modtaget et påbud om at trække produktet tilbage.

- Vi producerede i en krisesituation. Vi har skrevet, at det er håndsprit og sat alle faremærker på. Vi gjorde det bedste, vi kunne. Derfor synes jeg, at det er forkert, hvis vi skal lukkes nu, siger Mette Feldt, som føler sig ført bag lyset af myndighederne.

Gjort flasken blå

Hos Seimei har man ellers gjort, hvad der var muligt for at differentiere produktet, fortæller Mette Feldt.

Flasken er gjort blå for netop at undgå eventuel forveksling med drikkevarer, og et særligt låg er blevet sat på i stedet for de klassiske skruelågs-kapsler.

Påbuddet kan i yderste konsekvens ende med, at Seimei må lukke, fordi udgifterne til at trække håndspritten tilbage bliver for store, lyder det fra medindehaveren.

Ifølge Mette Feldt har håndspritproduktionen betydet, at Seimei har kunnet holde åbent.

- Alternativet var, at vi ingen ordrer havde, og vi havde lukket det hele og sendt folk hjem og lukket danske arbejdspladser. Enten det eller en hjælpepakke, og så skulle staten betale for det.

Kan de gøre produktet lovligt?

Hos Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion siger kontorchef Kim Holm Boesen, at forbrugersikkerheden er afgørende, når et produkt sendes på markedet. Han vil ikke udtale sig om den konkrete situation, men siger generelt:

- Det er meget positivt, de har omstillet deres produktion. Så er det bare sådan, at de må kigge på, om de kan lovliggøre produktet, eller om de kan omhælde produktet i anden emballage, som opfylder betingelserne for forbrugersikkerhed.

Ifølge Kim Holm Boesen skal virksomheder, der har omstillet produktionen fra fødevarer til håndsprit, efterleve et udvidet krav om at sikre, at der ikke er mulighed for forveksling af produkterne.

Kunne ikke få fat i plasticflasker

Seimei er ikke den første danske virksomhed, som har været nødt til at trække deres håndsprit tilbage. Sidste uge kom det frem, at en række spiritusfabrikanter måtte tilbagekalde deres håndsprit, fordi flaskerne mindede for meget om gin og snaps.

Wild Distillery på Bornholm, der normalt producerer gin, var blandt de virksomheder, der bød sig til, da manglen på håndsprit kradsede.

Indehaveren Henrik Nerst fortalte til TV 2, at de forsøgte at opstøve de vanlige plastikflasker til den håndsprit, de producerede, men verden over meldte forhandlerne udsolgt.

Flasken med håndsprit produceret af Snaps Bornholm. På etiketten står der håndsprit fire steder.

De måtte derfor hælde spritten på de glasflasker, de under normale omstændigheder fylder med gin. De blev påklistret et mærkat, hvor der tydeligt stod markeret, at der var tale om håndsprit.

Men det var alligevel ikke nok, meddelte Miljøstyrelsen dem. Og derfor blev flaskerne kaldt tilbage.

Juiceproducenten Seimei tapper ikke håndsprit på flasker længere. Produktionen blev startet 26. marts og løb seks uger frem til 17 maj.